Uddrag af artikel:
Radikal stemmesluger vil ikke have tung post
Metin Lindved Aydin havde muligheden for at blive rådmand og få en årsløn på over 900.000 kroner. Men han har valgt at lade den nuværende rådmand fortsætte i stedet.
Radikale Venstre fik et historisk godt valg i Aarhus. Det skyldes især stemmeslugeren Metin Lindved Aydin, der modtog 2.861 personlige stemmer.
Det er første gang, at Metin Lindved Aydin stiller op til kommunalvalget, og det lykkedes ham faktisk at overgå partiets politiske leder, Rabih Azad-Ahmad, i personlige stemmer.
Han fortæller, at han er glad og overrasket over sit gode resultat.
– Jeg er benovet og ydmyg, hvor kommer alle de her mennesker fra?, siger han.
Anden post havde han taget
Ifølge Radikale Venstres vedtægter gør det ham berettiget til den rådmandspost, som partiet får.
Men den rådmandspost afviser han at tage.
– Jeg har tidligere sagt, at rådmandsposten ikke er noget for mig. Det er fordi, jeg har et arbejde som arkitekt, som jeg sætter pris på. Som rådmand for kultur og borgerservice har Rabih leveret nogle gode resultater. Han er vores politiske leder, og det skal jeg ikke ind og ændre ved som et nyt ubeskrevet blad, siger Metin Lindved Aydin til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom den nye byrådspolitiker ikke vil være rådmand i denne omgang, afviser han ikke, at det kan ske i fremtiden, hvis den rigtige mulighed byder sig.
Læs hele artiklen her: https://www.tv2ostjylland.dk/kommunalvalg-2021/radikal-stemmesluger-vil-ikke-have-tung-post