Profit skal ikke definere byudviklingen
Af Metin Lindved Aydin, byrådskandidat for Radikale Venstre
Aarhus Stiftstidende 28.08.2021
Et kun 22 år gammelt plejeboligbyggeri i Carl Blochs Gade planlægges nedrevet til fordel for projektmageri i op til 13 etager.
Boligerne langs åen, Lokalcentret og ældreboligerne beliggende ved Folkestedet, er i henholdsvis én og tre etager, og respekterer omgivelserne ved at vise hensyn til den grønne forbindelse der strækker helt fra
Årslev Engsø og ind i byen. I et notat fra magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg er de relativt nye bygninger imidlertid nedrevet til fordel for et massivt byggeri på 29.300 kvadratmeter. Det er en voldsom
udnyttelse og sætter byens grønne kontakt til det åbne land under pres – en bebyggelsesprocent på 234% på lige dette sted er simpelthen alt, alt for meget.
Hovedproblemet er imidlertid et andet, og det er, som det helt åbenlyst fremgår af notatet, at baggrunden for projekttankerne for en stor dels vedkommende handler om penge. Ikke bymæssig, arkitektonisk eller
anvendelsesmæssig kvalitet i området men penge. Penge der tilvejebringes ved salg af den øgede byggeret til projektudvikling.
Projektudvikling er ikke skidt for byen, tvært i mod er det en primær kraft der bringer os fremad. Men det er skidt for byudviklingen hvis byudviklingen ikke starter hos planlæggerne i Kommuneplanafdelingen men i lommen på den der kan betale mest for et givent stykke jord. Flere steder i byen kan vi se eksempler på, hvad der sker når økonomiske interesser vejer tungere end kvalitetsmæssige hensyn.
Det er vores by og vi kan stille krav til hvordan den skal udvikles.