MÆRSK set i bakspejlet
Af Metin Lindved Aydin, arkitekt og medlem af Teknisk Udvalg og Aarhus Byråd for Radikale Venstre
Der er så meget, som står klarere, når man ser det i bakspejlet.
Og det er nu helt indlysende, hvorfor MÆRSK’s tilslutning til havneudvidelsen var så vag under høringen for to år siden. For det forekommer meget sandsynligt, at rederiet allerede på daværende tidspunkt havde planer om ikke længere at besejle Aarhus Havn med de store Triple-E skibe, og derfor forudså, at de fremadrettet ikke ville have et egentligt behov for en udvidelse. Og det var derfor ikke manglende kapacitet, som ville true Aarhus’ position og sende gods til Hamborg som forudset af havnedirektør Thomas Haber Borch, men MÆRSK’s egne planer.
Meldingen fra MÆRSK om, at de kan optimere den bestående containerhavn med 50% – en plan, som også må have været længe undervejs – lægger sig i lige forlængelse af deres korte høringssvar. Og man kan tænke sig, at de høje herrer i MÆRSK’s ledelse måske har været lettere irriterede over at være blevet brugt som anledning og forklaring på et behov, som de som havnens væsentligste aktør vitterligt ikke havde og fremover ikke ville få.
For med en 50% forøgelse kommer Aarhus Havn op på en kapacitet, der sikrer havnen i mange årtier frem – og det er uden at tage tørhavnen ved Framlev in mente, eller seriøsiteten i havnens rådgiveres fremskrivning af væksten i containertrafikken fremover.
Uagtet hvad, så er væsentlige oplysninger ikke kommet frem i sagen, og hvem der har ansvaret for det, er ikke klart, og ej heller om det er kommunen, der er blevet ført bag lyset af MÆRSK eller omvendt.
Den dimension kunne passende tages med i den eksterne undersøgelse, der nu er sat i værk for at finde en syndebuk.
Men det er klart, at VAR oplysningerne kommet frem tidligere, så var de politikere, som har påstået, at enhver sten var vendt i sagen, blevet modsagt af nogle, der ved mere om havnedrift end os allesammen.
Jeg synes, at det er enormt ærgerligt at opleve, at de store beslutninger, som vi træffer i Aarhus Byråd, hviler på ufuldstændigheder, synsninger og fejlslutninger.
Det må vi gøre op med.