Foto: Kristine Friis og Metin Lindved Aydin.
Havneudvidelsen slår bugten ihjel
Af Metin Lindved Aydin, arkitekt og medlem af Teknisk Udvalg og Aarhus Byråd for Radikale Venstre, og Mia Nybo, folketingskandidat for Radikale Venstre i Østjylland
Aarhusbugten oplever aktuelt ligesom de øvrige indre danske farvande problemer med massivt iltsvind. Enhver yderligere forværring som følge af udledninger fra renseanlæg, landbruget eller en havneudvidelse vil kun forværre situationen og resultere i død af det marine liv og have ødelæggende effekt på økosystemet.
På dybt vand ligger der allerede nu en sort dyne af slam som er næsten uden spor af liv. I en skovlfuld bundmateriale findes der højest en enlig børsteorm eller to og absolut ingen bundlevende fisk.
Udvidelsen af havnen indebærer opgravning af enorme mængder af gammelt havnesediment som til dels består af planterester og andet organisk materiale. Materialet er rigt på næringssalte som er i hvile på bunden. Når der graves i havnesedimentet hvirvles det op og næringssaltene udvaskes i vandsøjlen. Denne forurening med næringssalte har alvorlige konsekvenser for havmiljøet, da det medfører yderligere algeopblomstring og iltmangel i vandet.
Derfor er en havneudvidelse ikke kun et spørgsmål om arbejdspladser og CO2 udledninger, men også om vi ønsker en levende eller død bugt.
Vi skal undgå sort vækst men sikre grønne(re) arbejdspladser, minimere CO2 udledninger og undgå yderligere iltsvind og dermed sikre en levende bugt ved at optimere havnen. Det gør vi ved at implementere nye kransystemer på de eksisterende arealer så en havneudvidelse ud i bugten overflødiggøres.
Udover at være bedre for klimaet og vores havmiljø så er det faktisk også billigere.