Kommuner tager ikke hårdt nok fat i klimaindsats. Det betaler borgerne prisen for
Klimakrisen er ingen fremmed længere. Den er blevet et dystert bagtæppe i vores dagligdag og bringes helt frem i vores bevidstheder, når vi oplever varme- eller kulderekorder, ekstremnedbør og naturbrande. Klimaforandringerne er dagligt en del af mediebilledet og derfor meget nærværende, også politisk. I Aarhus har vi derfor sat os et ambitiøst mål om at opnå klimaneutralitet i 2030.
Vi ved imidlertid godt, at vi overhovedet ikke når det, og når det nu står så skidt til, så kan det undre, at vi ikke går mere radikalt til værks. Baggrunden finder vi især i den omkostning, der følger med enhver resolut handling. Det er ikke gratis at gøre det, der skal til, hverken i kroner eller komfort. Vi kommer til at bruge mange milliarder på opgaven, og vi kommer til at lægge vores kostvaner, transport og forbrug væsentligt om. Det skaber naturligvis nogen træghed i omstillingsparatheden.
For at hjælpe omstillingen på vej bliver vi derfor nødt til at have hele billedet med, når vi taler om klimaet. Hvis vi kun ser på de kortsigtede udgifter, svarer det til at fokusere på én enkelt brik i et puslespil med adskillige tusinde. Sådan kan man altså ikke løse et puslespil.
Vi skal have helheden med, og får vi det, bliver det tydeligt, at omkostningerne ved ikke at handle på klimakrisen bliver mange gange større. Klimatilpasning, tilstrømmende klimaflygtninge, fødevareknaphed og sultkatastrofer, ekstremvejrssituationer og en planet, der i yderste konsekvens er uegnet til beboelse for mennesker.
Borgerne betaler allerede nu en høj pris for den manglende klimahandling, og vi ved, at netop den pris vil stige voldsomt i de kommende år. Det mener vi er uacceptabelt.
Med en større bevidsthed om helheden får vi ikke kun anskueliggjort de gigantiske omkostninger, der er forbundet med at lade stå til. Vi får også en chance for at se og vælge de klimaløsninger, der giver de største gevinster. For faktisk er der mange klimatiltag, som giver besparelser på andre områder. Det er for eksempel veldokumenteret, at mere aktiv transport, flere grønne områder, flere plantebaserede fødevarer og mindre forurening alt sammen er elementer, der øger borgernes sundhed og trivsel. Men trods de åbenlyse gevinster ser vi i dag kun de udgifter, som er forbundet med omstillingen.
Kvalificerede politiske beslutninger kræver, at der bliver taget højde for konsekvenserne for klimaet og borgernes sundhed og trivsel. Gør de det, er der håb om reel klimahandling.