Et ”gratis” løft af institutioner og skoler
Af Metin Lindved Aydin, byrådskandidat for Radikale Venstre
Vores børn er det vigtigste vi har – de er vores fremtid – og derfor er vores institutions- og skoletilbud essentielle for en fortsat positiv udvikling af vores velfærdssamfund. Aktuelt er der dog et stort pres på institutioner og skoler, hvor for lidt faguddannet personale skal tage vare på for mange børn. Det slider på personalet og det gør det sværere at opnå læreplanernes målsætninger i institutionerne, fagformål, kompetencemål og underliggende færdigheds- og vidensområder samt vejledende færdigheds- og vidensmål i Folkeskolen.
Det siger sig selv, at de børn der kommer dårligst igennem vores institutioner og folkeskoler, har ringere forudsætninger for at klare sig godt senere i livet. Og det er synd for både dem og os, for de får forløst mindre af den værdi og det potentiale de har i sig. Ultimativt kan det leder til økonomisk ulighed, social uro og kriminalitet. Det er et problem som vi bliver nødt til at tage hånd om.
At nedbringe antal børn pr. voksen markant i kommunens 46 folkeskoler vil koste et tocifret, måske trecifret millionbeløb i øgede lønudgifter alene. De penge bliver byrådets partier med meget stor sandsynlighed ikke enige om at bruge på området. Samtidigt er den i forvejen omfattende lærermangel stigende, som dokumenteret i forskningsprojektet ”What About Teacher Shortage”, så det kan vise sig svært at løse udfordringen.
Der findes imidlertid jobparate voksne kontanthjælpsmodtagere som ville kunne bidrage i institution eller folkeskole – ikke som en erstatning for hverken lærer eller pædagog, men som et tillæg til normeringen og som en ekstra ressource eksempelvis i indskolingen som læsemakker for den elev der har et ekstra behov, der ikke kan dækkes fuldt i den almindelige undervisning. Tilsvarende i børneinstitutionen. En afgørende forudsætning er naturligvis at kontanthjælpsmodtageren har almenmenneskelige kompetencer, erfaring med og lyst til at være sammen med børn. Det er selvfølgelig vigtigt, at det netop er supplerende voksne og ikke en ordning, hvor man efterfølgende kan skære i det løntunge faguddannede personale og ”nøjes” med flere gratis medarbejdere på overførselsindkomst. Endvidere er det vigtigt at der ikke drives rovdrift på kontanthjælpsmodtagerne, men at de kun arbejder det antal timer som kan finansieres via overførselsindkomsten – i princippet konverteres kontanthjælpen til løn for en deltidsstilling, og således er ordningen fuldt finansieret.
For det faglige personale giver det mere ro til at løse de faglige opgaver, og for børnene skaber det mulighed for at lærer og pædagog kan give dem mere læring og trivsel.
For forældrene reducerer det frustrationen over at institution og skoler kan opleves som udfordrede på ressourcerne.
For den jobparate kontanthjælpsmodtager giver det værdighed at skulle varetage ”et rigtigt job”, og ro derved, at man ikke skal være stadigt jobsøgende og muligvis opleve sig som ”jaget vildt” i systemet. Samtidigt med at man gennem tilknytningen til institution/skole udvikler færdigheder, etableres et netværk og man får noget på CV’et som gør, at man efterfølgende vil kunne komme i betragtning som vikar og komme helt ud af den offentlige forsørgelse. Eller lyst til at gå i gang med en uddannelsesmæssig opkvalificering.
For fagbevægelsen opnås mindre opslidende arbejdsforhold for medlemmerne, uden at de er i konkurrence om deres job med ikke-uddannet personale, da der formelt og principielt er tale om en ”nytteindsats” udført på overførselsindkomst.
Win-win?
Ja, det er ren win-win, men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre! Selvom det virker så ligetil og oplagt, at gøre brug af de værdier og menneskelige ressourcer som samfundet allerede har finansieret én gang, så er der lovgivning og kassetænkning der spænder ben for det. Staten yder nemlig delvis refusion for kontanthjælpen, mens en deltidsstilling er rent kommunalt finansieret. Men begge dele betales af os alle sammen over skatten.
Aarhus Kommune bør derfor ansøge om at blive frikommune på beskæftigelses- og skoleområdet med det formål at kunne gennemføre et forsøg med en ordning som skitseret. Dernæst indgå i drøftelser med interessenter, henholdsvis jobparate kontanthjælpsmodtagere, BUPL og Århus Lærerforening DLF samt forældre, med henblik på at finde en egnet forsøgsmodel.
Fire forskellige skoler i Aarhus Kommune udpeges som forsøgsskoler for en toårig periode, og på hver skole vil et team bestående af en lærer og en pædagog varetage projektledelsen, arbejdsbeskrivelser og dokumentation af forsøgets resultater, styring, mentoring, monitorering og evaluering af forsøget. Ansættelser og afskedigelser varetages af skolens ledelse.
Lykkes vi med forsøget og kan vi sammen nedbryde kassetænkningen og lade de menneskelige ressourcer bevæge sig mere frit (og dermed også økonomien). Og samtidigt sætte både økonomien, men også mennesker fri af systemet ved at de bliver en del af de forpligtende arbejdsfællesskaber.
Herefter kan det udvides til at omfatte flere funktioner i institutioner og skoler, men evt. også i andre offentlige funktioner på lokal- og plejecentre. Derved er der skabt en mere værdig, respektfuld, fri og dynamisk model på kontanthjælpsområdet. Og frem for alt smartere måde at udnytte vores menneskelige ressourcer og skattekroner på.
