En opfordring til samtale om vor tids største velfærdsprojekt: Det gode børneliv
Af Katrine Robsøe, folketingsmedlem for Radikale Venstre, og Metin Lindved Aydin, byrådskandidat for Radikale Venstre i Aarhus
Jyllands-Posten 05.09.2021
To primære udfordringer presser sig på: For mange børn forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne. Og alt for mange børn og unge mistrives.
Selv om vi igennem årtier har givet det opmærksomhed, er vi stadig ikke i mål. På nogle områder går udviklingen endda den gale vej. Én ud af seks elever afslutter folkeskolen uden at have opnået grundlæggende færdigheder i dansk og matematik. Én ud af fem kommer ikke videre i uddannelsessystemet efter grundskolen. Og i udskolingen føler hver fjerde sig ensom eller har ligefrem forsøgt at gøre skade på sig selv.
For selv om vi er gode til meget i Aarhus, så må vi desværre se i øjnene, at vi også står med en kæmpe opgave. 7,4 pct. af vores skolebørn har lav trivsel. Der er i gennemsnit 22,2 børn i en aarhusiansk skoleklasse – det er flere end i nogen af vores nabokommuner og blandt de højeste klassekvotienter i landet. Næsten hvert tiende barn i Aarhus forlader niende klasse uden at bestå afgangsprøven i både dansk og matematik. Det kan vi gøre bedre. Det skal vi gøre bedre.