Det handler altid mest om Messerschmidt

Formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, har været højrøstet i sin kritik af statsminister Mette Frederiksen for hendes ansvar for Danmarks forsvar og sikkerhed.

Han har beskyldt hende for at efterlade Forsvaret i en svækket tilstand og for at have næret den grønlandske selvstændighedstrang. Men Messerschmidts anklager fortjener et kritisk eftersyn, for de rummer både hykleri og manglende selverkendelse – eller er et udtryk for dygtig selviscenesættelse og måske noget af det hele.

Først og fremmest har Dansk Folkeparti selv været en del af flere forsvarsforlig, der har formet det forsvar, som Messerschmidt nu udtrykker er utilstrækkeligt.

Partiet var medunderskriver af forsvarsforliget 2018-2023, som blandt andet fokuserede på at styrke Danmarks bidrag til Nato og forbedre cyberforsvaret.

Det betyder, at DF bærer en del af ansvaret for de beslutninger, der har ført til den nuværende situation. Yderligere har DF netop indgået i det nye forsvarsforlig 2024-2033, hvor der investeres 143 mia. kr. i Forsvaret for at nå Natos 2 pct.-mål.

Hvorfor kritiserer Messerschmidt nu den politik, som hans eget parti aktivt har været med til at udforme?

Hans retorik fremstår som et klassisk eksempel på populistisk dobbeltspil, hvor han søger at score politiske point på en sag, han selv har haft indflydelse på. Hvis Messerschmidt virkelig mener, at Forsvaret er blevet svigtet, burde han starte med at kigge indad og tage ansvar for de beslutninger, hans eget parti har truffet i de mange år, det har siddet med ved forhandlingsbordet.

Det er også tankevækkende, at Messerschmidt har valgt at tage på en meget omdiskuteret rejse til Mar-a-Lago, hvor han har dyrket dialogen med Trump-tilhængere og konspirationsteoretikere.

Det er dybt problematisk, at en dansk partileder plejer omgang med en politisk bevægelse, der har undermineret demokratiet i USA og gennem Donald Trump nu truer Danmarks suverænitet.

Hvis Messerschmidt virkelig er optaget af Danmarks og rigsfællesskabets sikkerhed, bør han ikke legitimere politiske aktører, der har svækket Nato og destabiliseret Vesten indefra.

I stedet burde han have slået ring om regeringen og sammen med de øvrige parlamentarikere holdt borgfred, så Danmark kommer bedst muligt igennem krisen.

Det er et paradoks, at den nationalt sindede Morten Messerschmidt i den grad balancerer på kanten af landsskadelig virksomhed.