Den grønne omstilling handler ikke om at frarøve nogen noget

I debatten om den grønne omstilling oplever man ofte, at det bliver en diskussion om at miste noget. At noget ”tages fra nogen” – for eksempel udsigt og landskaber når vi etablerer vindmøller eller solcelleanlæg, rødt kød når vi af klimahensyn justerer på kosten, eller den fri bevægelighed når vi lægger begrænsninger på bilerne i byen.

Men det er en misforståelse!

Den grønne omstilling handler ikke om at frarøve nogen noget, men om at sikre, at vi alle har en fremtid på denne planet.

Vindmøller og solcelleanlæg påvirker selvsagt både udsigt og landskabet, men hvad er det, vi skal bevare, hvis klimaforandringerne ødelægger vores livsvilkår?

Vi skal vælge at sikre en fremtid med ren energi, så vi kan beholde naturen – og vores udsigt og landskaber.

Kostændringer betyder ikke, at vi skal opgive noget, vi elsker. At spise mindre kød handler om at skabe en sundere og mere bæredygtig fremtid for os alle. Det er en chance for at genopfinde vores forhold til mad og vores planet!

Tilsvarende for vores mobilitet – bilen giver os enorm frihed, men det kommer med en pris, og indtil vi har fundet nøglen til CO2-fri mobilitet, så giver vi os selv en fremtid ved at anspore til befordring med kollektiv transport i stedet for privatbilisme.

Den grønne omstilling handler om at finde løsninger: Vi tager ikke – vi giver os selv og kommende generationer en fremtid!