Udviklingen af en europæisk-muslimsk identitet
Af Metin Lindved Aydin
25.05.2009 Kristeligt Dagblad
I dag er en ny europæisk-muslimsk kultur ved at vokse frem flere steder på kontinentet blandt gæstearbejdernes børn
Den nye europæisk-muslimske kultur, der vokser frem i disse år, er i forhold til de oprindelige muslimske kulturer mere flertydig og mangfoldig. Og i modsætning til mange af de muslimske førstegenerationsindvandrere, der for en væsentlig dels vedkommende fortsat opfatter sig som eksempelvis tyrkiske, pakistanske eller arabiske muslimer, er deres børns identiteter mere sammensatte.
Det er især tydeligt i almene boligområder med en høj koncentration af indvandrere og en meget blandet beboersammensætning med mange nationaliteter. Her er de interkulturelle impulser mange og varierede, og påvirkningen fra det mangfoldige miljø resulterer i, at der hos børnene skabes en markant forskydning i forhold til forældrenes værdinormer, relationer, kultur og sprog.
Hüseyin er teenager og født i Danmark. Hans forældre kom til Danmark fra Tyrkiet i midtfirserne på foranledning af bedsteforældrene, som i slutningen af 1960’erne var rejst hertil som gæstearbejdere. Han bor i Gellerup og taler som mange andre anden- eller tredjegenerationsindvandrere dansk med en særlig dialekt, som tales på tværs af etnicitet og ikke kun blandt unge med tyrkisk baggrund. Dialekten er en ny dansk talesprogsvariant, som er opstået ved sammensmeltningen af dansk og flere andre ikke-nordiske sprog.
Tilsvarende forholder det sig med mange af de unge muslimers forhold til deres tro, som på mange måder adskiller sig fra deres forældres, idet også den er et resultat af et væld af påvirkninger i det blandede miljø. Man kan ikke om det nye trosforhold blandt unge anden- eller tredjegenerationsindvandrere tale om en reformation af islam, for de religiøse tekster er uforandrede, men om en ny måde mange unge muslimer forstår islam på.
De nye måder at opfatte sig selv og sin spiritualitet på afspejler sig også i den samtidige europæisk-muslimske arkitektur. Således har de traditionelle moskéer i de tre områder i Europa, der har været under muslimsk indflydelse i perioden før det tyvende århundrede, såvel som de første indvandrermoskéer distinkte regionale og traditionelle særkender, der adskiller dem fra de øvrige. I modsætning hertil antager de moderne moskéer, der er bygget omkring årtusindeskiftet – og de mange som på nuværende tidspunkt er planlagt rundt omkring i Europa – mange forskellige skikkelser. Uden at de derved ophører med at være moskéer eller kapper forbindelsen til et islamisk inspireret formsprog. Eksempler herpå er L’Institut du Monde Arabe i Paris, den store moské i Rom og den foreslåede olympiske moské til OL i London, der alle adskiller sig markant fra traditionelle moskéer i de islamiske kernelande. Også i Danmark arbejdes der på mosképrojekter, bl.a. i Århus og København, der som en naturlig konsekvens af den etniske, kulturelle og religiøse pluralisme, de udspringer af, rummer arkitektonisk mangfoldighed, modernitet, transformation og nytolkning af den klassisk islamiske arkitektur. Med disse moskéer er et selvstændigt europæisk-muslimsk arkitektonisk udtryk opstået, og heri kan muslimer udfolde deres religiøsitet i en europæisk samtid og kontekst.
Metin Aydin er arkitekt og af dansk-tyrkisk herkomst og har i en årrække arbejdet for realiseringen af Danmarks første moské i Århus. Ahmed Nurani Krausen er fotograf af tysk afstamning og konverterede til islam i 1992.
