Uddannelsesparathed – et stigmatiserende udtryk
Af Metin Lindved Aydin, Byrådskandidat i Aarhus for Radikale Venstre, Torben Christensen, Byrådskandidat i Favrskov for Radikale Venstre, og Tage Nielsen, Byrådsmedlem i Skanderborg for Radikale Venstre
Information 07.07.2021 (bragt under overskriften “Børn, der ikke bliver erklæret uddannelsesparate, føler sig dumme og udenfor”)
Når nogle børn i 13-14-års alderen får at vide, at de ikke er uddannelsesparate, er det som et brændemærke. Det gør ondt, det er synligt, og det risikerer at demotivere barnet og hænge ved.
Derfor skal vi lave vores skole om fra at være et sted, hvor fokus især er på tests, til et fokus med feedback på elevens mange færdigheder, både de boglige og praktisk eller musiske, på elevens udvikling, trivsel og de gode øjeblikke.
På den måde lægges der det bedste fundament for, at flest mulige elever vil være uddannelsesparate ved afslutning af 9. eller 10. klasse, forudsat selvfølgelig at ressourcerne er til stede i skolen.
Man kan ikke undgå at føle sig ringere end de andre eller at stå uden for flokken, hvis man er en af dem, der ikke er blevet vurderet uddannelsesparat. Det får konsekvenser for den enkeltes selvværd, og det lægger sig måske oven i adskillige års nederlag i skolen.
Potentielt tager det modet og lysten fra det purunge menneske, for hvem hele verden burde stå åben – ingen har brug for at føle sig dum og stå udenfor! Det gør ikke noget godt for nogen! Et barn i folkeskolen har brug for, at de voksne møder det, hvor det er. Brug for voksne, der vil dem og har ressourcerne til at hjælpe dem.
En følelse af utilstrækkelighed
Baggrunden for, hvorfor man erklæres ikke uddannelsesparat, er i princippet irrelevant. Uanset om det handler om det faglige, personlige eller sociale. For konsekvensen er den samme: Vi stigmatiserer de unge mennesker og bidrager til at fastholde dem i forestillingen om deres egen utilstrækkelighed.
Intentionerne bag vurderingen er imidlertid gode. Nemlig at kunne lokalisere de elever, som har behov for støtte hen mod afslutningen af 9. eller 10. klasse, og give dem denne, så de opnår at blive i stand til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.
Derved undgår vi, at de, der endnu ikke er blevet uddannelsesparate, går ombord i en uddannelse, som de ikke er i stand til at gennemføre, og ryger ud og får et større nederlag med i bagagen.
Men vi skal undgå stigmatiseringen, ikke fordi det er synd for eleven, men fordi stigmaet risikerer at hænge ved og tage gejsten fra nogle. Det fastslår Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) blandt andet i en 136 sider lang rapport udarbejdet for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der konkluderer, at lidt mere end en tredjedel af de elever, der vurderes ikkeuddannelsesparate føler sig demotiverede efter vurderingen.
Individuel vejledning
Vi skal derfor snarest muligt gøre op med udtrykket og undlade at dele hele årgange op i de facto A- og B-hold, men i stedet primært fokusere på de elever, som mangler de nødvendige faglige, personlige og sociale ressourcer og forudsætninger for at kunne gennemføre en uddannelse.
Vi må i stedet sætte ind med mere af den individuelle vejledning og støtte, som kan gøre eleven i stand til at gennemføre en uddannelse.
På den noget længere bane og i et samarbejde med forældrene skal vi udvikle børnenes robusthed, så de, når de møder modgang i livet, vælger at tage kampen op for at gøre det bedre. Det gør et barn, når de personer, der står det nærmest, viser, at de tror på barnet.
Og så skal vi huske at berolige eleverne og gøre det klart for dem, at hele livet ligger foran dem, og at alt ikke er tabt, blot fordi man fik mindre gode karakterer i et eller flere fag.
Der er en plads til alle i samfundet, det gælder blot om at finde den.
Kunsten er at finde balancen mellem at bibringe eleven en realistisk selvopfattelse samt håb og mod på at blive bedre der, hvor de er svage.
Metin Lindved Aydin er byrådskandidat i Aarhus for De Radikale.
Torben Christensen er byrådskandidat i Favrskov for De Radikale.
Tage Nielsen er byrådsmedlem i Skanderborg for De Radikale.
