Samfund bygger på forståelse: Jeg fik en sur smiley – og ringede manden op
Af Metin Lindved Aydin, arkitekt Cand. Arch., byrådskandidat for Radikale Venstre
Aarhus Stiftstidende 22.03.2021
Her til morgen oplevede jeg, at en læser på Facebook gav en sur smiley til et indlæg, jeg havde skrevet om den offentlige sektor. Efterfølgende sendte vedkommende en besked på Messenger med ordlyden: “Jeg kommer aldrig til at stemme på dig”. I sig selv ikke noget odiøst.
I mit sind fik jeg et billede af en vælger fra den yderste højrefløj – men det gik op for mig, at det var en fordom, der var opstået i mig, så jeg satte mig for at undersøge, hvad der lå til grund for den sure smiley og den efterfølgende besked. Så jeg ringede til manden for at høre nærmere.
Han tog røret, og jeg præsenterede mig. Det viste sig, at han ikke havde meget til overs for hverken Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige – eller politikere i det hele taget, for han troede ikke på demokratiet. Det fandt jeg umådelig trist, hvilket jeg sagde til ham og også, at jeg var nysgerrig på, hvad der lå til grund for den manglende tillid.
Vi talte videre, tonen var høflig, men dårlig lyd over telefonen og et arbejde, som kaldte, afsluttede vores samtale uden, at jeg helt var blevet klogere.
Senere fik jeg en besked via Messenger fra vedkommende med en boganbefaling, der kunne redegøre for hans holdning. Nu har jeg bestilt bogen og glæder mig til at læse den – hvad er det værste, der kan ske?
Jeg tænker, at der er mange måder at tage det første skridt på og lære et andet menneske at kende. Og jeg tror, at det er nødvendigt, at vi alle gør en indsats for at forstå hinanden, og at i fald vi ikke gør det, da er der en risiko for, at vi får et samfund, der går op i limningen, hvor vi mistror hinanden, og hvor fællesskabet har trange kår.