Sådan kan vi ride stormen af: Vi må opruste – også her i Aarhus
Af: Martin Lidegaard, medlem af Folketinget og politisk leder, Sigrid Friis, medlem af Europa Parlamentet, Rabih Azad-Ahmad og Metin Lindved Aydin, medlemmer af Aarhus Byråd, alle valgt for Radikale Venstre.
Europa befinder sig i en skæbnestund. Det er nu, det gælder. Verden banker – ja, hamrer – på vores dør, og det er op til os selv, hvordan vi besvarer den. Kun én ting er sikkert: De beslutninger, vi træffer nu, kommer til at definere vores egen fremtid.
I Radikale Venstre er vi ikke i tvivl om, hvad svaret skal være. Hvad svaret må være. Tiden er til at skabe Den Europæiske Forsvarsunion. En europæisk forsvarsalliance, bestående af EU-landene, Storbritannien, Norge og andre villige kræfter, med en fælles kommandostruktur, fælles indkøb og fælles militærtræning.
Når vi i Radikale Venstre foreslår en fælles europæisk forsvarsunion, er det ikke, fordi vi stoler mere på europæiske generaler end danske. Det er heller ikke, fordi vi kerer os mere om Bruxelles end Brabrand. Tværtimod. Det er, fordi vi ved, at forsvaret af Danmark – af vores lokale forhold her i Aarhus sågar – starter med forsvaret af Europa.
Europa råder i dag over dobbelt så mange soldater som USA, tre gange så mange kampvogne og langt flere kampfly. Det gør os, på papiret, til en militær stormagt. Men vores militære kapaciteter forslår lige nu som en skrædder i helvede, fordi vi hverken har evnet eller ønsket at integrere dem i en samlet europæisk forsvarsstyrke.
Det er vi nødt til at lave om. For selvom stormen, der lige nu raser i Europa, er alvorlig, må vi ikke gøre os selv magtesløse. Vi må stå sammen og give os selv de bedste muligheder for at komme igennem uvejret.
Etableringen af en fælles europæisk forsvarsunion betyder ikke, at ansatte på Garnison Aarhus fremover skal flyve til Strasbourg på arbejde, eller at vores soldater pludselig kan sendes i krig uden dansk godkendelse. Det betyder derimod, at samarbejdet og koordineringen med vores europæiske naboer skal være langt bedre end i dag, så vi side om side kan agere det bolværk, der skal holde vores modstandere stangen.
Det er ikke kun i den europæiske bus, at vi er nødt til at rykke sammen og tætne fællesskabet. Det er også afgørende, at vi gør det lokalt. Også her i Aarhus.
Med de mange kriser, vi står overfor, er “forsvar” ikke længere udelukkende lig krudt, kugler og militær oprustning. Det er også lig oprustning på de indre linjer. Det er mindst lige så vigtigt, at vi sideløbende med de hårde militære investeringer også sikrer en lokal, åndelig oprustning. I vores skoler, gymnasier, højskoler, universiteter og alle andre institutioner, som sikrer den demokratiske (ud)dannelse af de kommende generationer.
Uden en fælles oprustning på de ydre linjer kan vi ikke forsvare os selv. Uden en oprustning på de indre linjer har vi ikke noget at forsvare. Vi har både brug for et ydre forsvar og et indre forsvar. I Europa og i Aarhus. De to oprustningsspor må gå hånd i hånd, hvis vi skal ride stormen af.
