Nej til særbehandling: Hvis vi skal hjælpe Havnens Perle, skal vi også hjælpe mange andre

Lone Hindø og Jakob Søgaard Clausen har ret i én ting: Havnens Perle er et elsket sted. Men når de i Stiften, og før det i byrådssalen, har foreslået, at Aarhus Kommune skal hjælpe med at finde en ny placering og ligefrem “tage stedet i hånden”, så er det ikke ligebehandling, men særbehandling.

For hvad med de andre små erhvervsdrivende i byen, der også kæmper med udviklingsplaner og stramme rammer?

Hvor var den kommunale hjælp, da streetfoodmarkedet Tørv — beliggende som nabo til Perlen — måtte lukke efter mindre end to år? Hvor var den juridiske kreativitet, da Tinyoffice på Sydhavnen blev truet på sin eksistens for at gøre plads til parkeringspladser?

Hvis vi som byråd for alvor vil stå vagt om princippet om ligebehandling, så kræver det mere end varme ord og stegt flæsk i en tupperwareboks. Så kræver det, at vi ikke lader vores personlige vaner eller nostalgi afgøre, hvem der får særbehandling.

Kulturarv er vigtigt, ja — men den må ikke blive et politisk skalkeskjul for forskelsbehandling.