Landvindmøller er afgørende for den grønne omstilling

Af Metin Lindved Aydin, arkitekt, byrådsmedlem og politisk leder for Radikale Venstre i Aarhus

Danmark står over for en helt afgørende opgave: at sikre en grøn og bæredygtig fremtid. Landvindmøller er en uundgåelig del af løsningen på den opgave – også ved Vosnæs – for med deres lave produktionsomkostninger og stabile energileverance er de en af de mest effektive veje til at reducere vores CO2-udledning og gøre os mindre afhængige af fossile brændstoffer. Det er der ingen, som betvivler eller stiller spørgsmålstegn ved.

Men når vindmøller foreslås stillet op, reagerer især naboer imod det. Nogle synes, at det virker fjollet, når politikere som jeg udtrykker begejstring, når vi – i stedet for modstand – møder opbakning i lokalområdet til at sikre vores fælles fremtid. Det må vi tage med, for det er naturligt, at lokale borgere reagerer, når udsigt og herlighedsværdier i et lokalområde påvirkes.

Samtidig med, at vi skal lytte til bekymringerne, må vi også tage ansvar og træffe modige valg. For så vidt angår placeringen af landvindmøller, er Vosnæs en af kun ganske få muligheder i kommunen, og derfor er den vigtig i energimixet.

Lykkes vi med at de svære beslutninger, og kan vi gennemføre de nødvendige indsatser, som vi ved, der skal til, så har vi en chance for at nå i mål med den grønne omstilling og sikre fremtiden for os selv og vores børn. Det kan kun begejstre.