Havneudvidelsen er ikke på pause – den er død

Metin Lindved Aydin (R), Thure Hastrup (Alt) og Solveig Munk (EL), alle medlemmer af Aarhus byråd

Aarhus Havns administrerende direktør, Thomas Haber Borch, udtrykker i et nyligt interview her i avisen ærgrelse over de økonomiske konsekvenser af, at havneudvidelsen er blevet stoppet. Det er forståeligt – et projekt i milliardklassen, som har været undervejs i årevis, sætter naturligvis sine spor i regnskabet.

I den forbindelse er det vigtigt at anerkende, at havneudvidelsen ikke kun er sat på pause. Den er død. Og det bør havnens direktion tage alvorligt – både som en ledelsesmæssig lærestreg og som en anledning til at rette blikket først indad og siden fremad.

Da Planklagenævnet underkendte lokalplanen, var det ikke en tilfældighed. Det var en konsekvens af et projekt, der byggede på usandsynlige og luftige vækstprognoser og en mangelfuld analyse af miljø- og samfundspåvirkninger. Som politikere kunne vi måske have forventet, at de, der ved mest om havnedrift – direktionen på Aarhus Havn – havde reageret på det mangelfulde grundlag. Men det overordnede ansvar for det skandaløse forløb har selvfølgelig partierne bag, nemlig S, SF, V og K. Den erkendelse er selvfølgelig svær.

Hvis Aarhus Havn vil sikre sin relevans i fremtidens Danmark, er det på tide at revurdere kursen. Vi står midt i en eksistentiel klimaomstilling. Det betyder, at infrastruktur, logistik og erhvervsudvikling må tænkes på nye måder – med respekt for miljøet, for biodiversiteten og for borgerne.

Det er ikke nok at drømme om flere containere på stadigt større betonflader, der anlægges ud i bugten, blot fordi man kan og har økonomien til det. Fremtiden tilhører de havne, der driftes med grønne løsninger. Der skal investeres i innovation, klimaresiliens og partnerskaber med aktører, der tænker længere end til næste års regnskab.

Det er vores ønske for Aarhus Havn.