Det lyder som en god idé, men ideen kan smadre vores gymnasier: Gå en anden vej, Tesfaye
Af Metin Lindved Aydin og Mahad Yussuf, medlemmer af Aarhus byråd for Radikale Venstre
Når Mattias Tesfaye ønsker at omfordele økonomiske ressourcer mellem store gymnasier i Aarhus og begunstige gymnasier i byer, er det et udtryk for et ønske om at sikre velfungerende gymnasier i mindre byer og samtidig fremme lighed i uddannelsessystemet. Men hvad der tilsyneladende lyder som en retfærdig og balanceret løsning, kan vise sig at være katastrofalt for Aarhus’ store og veletablerede gymnasier – og ikke mindst for de elever, der er allermest afhængige af en stærk og støttende uddannelsesinstitution.
Omfordelingen kan føre til lukning af flere ungdomsuddannelser i Aarhus. Når man skærer i budgettet for store gymnasier, der allerede kæmper med at tilbyde et bredt udvalg af fag, ekstra støtte til udsatte elever og attraktive faciliteter, risikerer vi at tvinge disse skoler til at skære i tilbuddene eller lukke ned. Det vil især ramme områder i Aarhus, hvor der er mange elever med anden etnisk baggrund, drenge, og elever, der er udfordret både bogligt og socialt. Det er præcis disse elever, der har allermest brug for en stærk uddannelsesinstitution for at bryde den sociale arv og få en chance for en bedre fremtid.
Tænker vi videre, kan vi forestille os at HF, der historisk set har været et af de vigtigste redskaber til social mobilitet, vil blive et af de største ofre. HF tiltrækker ofte elever, der har haft det svært i folkeskolen, men som gennem en ungdomsuddannelse får mulighed for at opnå en videregående uddannelse og bryde den sociale arv. Hvis midlerne flyttes væk fra disse skoler, risikerer vi at svække en af de få uddannelsesveje, der rent faktisk virker for dem, der har mest brug for den.
I stedet for at eksperimentere med omfordeling, der kan skade velfungerende skoler og lukke HF-uddannelser, bør vi i stedet fokusere på at styrke erhvervsuddannelserne ved at skabe mere sammenhæng mellem HF og erhvervsuddannelserne. Det er veldokumenteret, at tvang ikke har øget tilgangen til erhvervsuddannelserne. Det er derfor langt mere effektivt at skabe muligheder for, at elever kan snuse til forskellige fag og opdage, at de praktiske fag måske er lige noget for dem.
Aarhus’ store gymnasier spiller en afgørende rolle for byens uddannelsesmiljø og sociale mobilitet. At tage økonomiske midler fra disse skoler vil ikke kun skade de enkelte skoler, men vil også have en langt større negativ effekt på de elever, der har allermest brug for et solidt uddannelsesfundament. I stedet for at flytte midler rundt og risikere at smadre velfungerende systemer, bør vi fokusere på at styrke erhvervsuddannelserne og skabe flere veje til succes for alle elever.