Der er behov for en reform af den politiske kultur

Af Metin Lindved Aydin, arkitekt, byrådsmedlem og politisk leder for Radikale Venstre i Aarhus

Det er byrådets opgave at disponere skatteborgernes penge. Det er den helt centrale opgave, man tager på sig, når man rækker hånden op og tilbyder sig selv i demokratiets tjeneste. Men politiske beslutninger kan nemt føre til en lemfældig brug af vores alle sammens penge, for der er få eller ingen incitamenter til sparsommelighed, når det ikke er ens egne. Men rigtig galt går det først, når man får den vildfarelse, at det er OK egenrådigt at fordele andres penge uden om dem, folket har valgt til opgaven. Det er magtmisbrug.

Vi politikere forvalter midler, som vi ikke selv har tjent, og vi mærker sjældent de direkte konsekvenser på grund af afstanden til de hænder, som har udført arbejdet og skabt skattegrundlaget. Skatteindtægter er en kollektiv ressource, og fraværet af personlig økonomisk risiko kan lede til, at vi får en afslappet eller blind tilgang til vores forbrug og føre til økonomisk uansvarlighed.

Aarhus Kommunes budget og regnskab er ekstremt komplekst, hvilket gør det svært for både politikere og borgere at gennemskue, hvordan pengene anvendes. Når ressourcerne spredes ud over mange projekter og formål, bliver det også let at skjule, hvad man måske ønsker gemt væk. Det burde ikke ske, men i sagerne om lufthavnen, stadion og havneudvidelsen er det ret tydeligt, at de økonomiske realiteter står slørede og er italesat som noget andet end det, de er. Det er manipulation.

Især prestigeprojekter – politiske landmarks – får en uforholdsmæssig stor finansiering og politisk opmærksomhed, fordi lokalpolitikere og bykonger kan fremme deres egen profil og legacy med en idrætshal eller en spektakularitet, der hæver sig over det gennemsnitlige. I Aarhus ser vi nu, hvordan det ramler sammen og formentlig kommer til at gå ud over mere presserende, men mindre synlige behov såsom vedligeholdelse af eksisterende infrastruktur, skoler og daginstitutioner.

Nogle politikere kan forfalde til at prioritere kortsigtede løsninger, der kan give hurtige resultater – forud for et valg – fremfor langsigtede investeringer, som måske først giver effekt årtier senere. Det skaber en risiko for, at vores penge bruges på projekter, der ikke nødvendigvis er de mest hensigtsmæssige eller økonomisk forsvarlige.

For eksempel kan investeringer i markante og dyre projekter, som en lufthavn, et stadion eller havneudvidelse, blive prioriteret over nødvendige, men mindre populære reformer som forbedringer på børn og unge-området, ældreplejen eller et opgør med uønskede, men komplicerede teknikaliteter og processer.

Når små kredse af politiske magthavere og erhvervsinteressenter lukker sig om sig selv, er der en risiko for, at der opstår en blindhed over for det fælles bedste. Og så er de forkerte politiske beslutninger meget tæt på. For de ressourcestærke, dygtige og stærke erhvervskändisser – men også vi politikere selv – kan bekræfte hinanden i, at de dårlige beslutninger er gode nok, selvom de kan ske på bekostning af det brede fællesskab og i stedet understøtter projekter økonomisk, der ikke nødvendigvis er til størst gavn for samfundet.

Selvom vores embedsværk og regelsæt skal sikre ansvarlig brug af offentlige midler, har det vist sig svært – både på Aarhus Rådhus såvel som Christiansborg – at sikre, at vores system ikke undermineres af stærke lederes egenrådighed. Når beslutningstagere ikke holdes tilstrækkeligt ansvarlige, skabes der nemlig et miljø, hvor sløsede eller uigennemtænkte beslutninger kan få frit spil.

For at undgå lemfældig brug af skatteborgernes penge er der behov for en kulturændring i det politiske lederskab og den offentlige forvaltning, hvor gennemsigtighed og ansvarlighed prioriteres højere. Økonomiske oversigter skal være nemmere at forstå, og beslutningstagere skal holdes ansvarlige for ineffektive eller uansvarlige beslutninger. Det bør ikke være muligt at snyde på vægten, uagtet om man er statsminister eller borgmester.

Skatteborgernes penge er fundamentet for vores velfærdssamfund, og brugen af andres penge bør altid ske med respekt og omtanke.

Derfor er det at sikre ansvarlighed og effektivitet i politiske beslutninger ikke kun en teknisk nødvendighed – det er en demokratisk forpligtelse.