De siger, de kæmper for fællesskab, men i virkeligheden har de gravet kløfterne endnu dybere

Af Mahad Yussuf og Metin Lindved Aydin, medlemmer af Aarhus Byråd for Radikale Venstre

Socialdemokratiet har siddet på borgmesterposten i Aarhus i over 20 år, alligevel står byen stadig med massive udfordringer, når det gælder inklusion, ligebehandling og lige muligheder for alle borgere uanset baggrund.

I alle 20 år har partiet, for os at se, systematisk undladt at inddrage etniske minoriteter i beslutningsprocesserne og i stedet ført en politik, der aktivt har forringet livsmulighederne for mange børn og unge.

I et debatindlæg i Århus Stiftstidende 1. marts, fyldt med relativt stereotype generaliseringer, maler borgmester Anders Winnerskjold og rådmand Anette Poulsen et dystert billede af bestemte befolkningsgrupper. Til at understøtte fortællingen om kriminalitet og parallelsamfund trækker de statistikkortet, men undlader helt at nævne de strukturelle udfordringer, som Socialdemokratiet selv har været med til at skabe og stadig nægter at løse.

Et af de tydeligste eksempler på Socialdemokratiets fejlslagne integrationspolitik i Aarhus er skolehenvisningspolitikken fra 2006, som partiet har holdt fast i igennem alle årene ved magten.

I stedet for at investere i de udsatte områders skoler har man valgt at få mange elever kørt rundt i kommunen i bus til andre skoler for at ændre fordelingen mellem børn med indvandrerbaggrund og etnisk danske børn.

For det første er det en politik, der fratager forældrene det frie skolevalg og børn muligheden for at få en god skolegang i deres nærmiljø, som på den måde svækker deres sociale netværk og skaber en følelse af rodløshed.

For det andet har ordningen medført mistrivsel, da mange af de børn, der er blevet tvunget til at gå i skole langt væk fra deres boligområder, oplever at blive stigmatiseret og ekskluderet af fællesskabet.

Og hvad er det egentlig for et frihedssyn, der ligger til grund? Kan man overhovedet forestille sig den omvendte manøvre, hvor etnisk danske børn tvinges ind på en skole, hvor etniske danske børn er underrepræsenterede?

Hvis vi virkelig ønsker at styrke integrationen, skal vi både investere i de børn og de skoler, der har brug for støtte, frem for at fastholde en tyrkertro på, at vi kan sætte sociale udfordringer på en bus og derved få dem til at forsvinde.

Ret skal være ret: Demokrati, ligestilling og retssikkerhed er nævnt i borgmesterens og rådmandens debatindlæg.

Men hver gang Radikale Venstre har fremsat et forslag om en handlingsplan mod diskrimination og racisme, og det har vi gjort tre gange i indeværende byrådsperiode, har Socialdemokratiet afvist at bakke det op. Vi undrer os for, hvordan kan et parti, der udtrykker at kæmpe for fællesskab og lighed, afvise en plan, der netop har til formål at bekæmpe diskrimination og sikre, at alle borgere behandles lige?

Når borgmesteren og rådmanden i deres debatindlæg skriver om „fælles værdier‟, glemmer de, at en af de vigtigste danske værdier netop er ligestilling. Men i stedet for at stå fast på dette princip har Socialdemokratiet ofte vendt ryggen til de medborgere, der oplever racisme og diskrimination i deres hverdag.

For eksempel har etniske minoriteter langt større sandsynlighed for at blive stoppet af politiet uden konkret mistanke i forhold til etniske danskere. Det kaldes etnisk profilering og er ulovligt.

Desuden oplever de en systematisk forskelsbehandling i retssystemet, der betyder, at personer med minoritetsbaggrund ofte får hårdere straffe for de samme lovovertrædelser end etniske danskere. I sundhedsvæsenet oplever de etniske minoriteter hyppigere fejlbehandlinger end etniske danskere, og på job- og boligområdet er det veldokumenteret, at udenlandske navne sorteres fra til fordel for danske.

Når borgmesteren og rådmanden i deres indlæg maler et billede af muslimske borgere som modstandere af danske værdier, reproducerer de en retorik, vi ellers kun kender fra højrefløjen.

De fremhæver enkelthistorier om kvinder, der ikke kan tage et job som sosu-assistent, eller unge, der diskuterer sharia på sociale medier, som om det er et udbredt samfundsproblem. Hvorfor er det, at vi, som ofte kommer i muslimske miljøer, ikke ser de udfordringer? Kan det være, at det ikke er et problem i det omfang, som Socialdemokratiet gør det til?

Og hvorfor nævnes de mange eksempler på mennesker med ikke-vestlig baggrund, der arbejder som læger, ingeniører, lærere og iværksættere, ikke? Hvorfor tales der ikke om de mange muslimer, der hver dag bidrager positivt til samfundet?

At undlade de mange positive historier er en skævvridning af virkeligheden og en skadelig retorik, der har flere træk til fælles med højrefløjens verbale angreb på minoriteter end med et parti, der kalder sig socialt og demokratisk.

Når socialdemokraterne på denne måde vælger at fremmed-udskamme og mistænkeliggøre en befolkningsgruppe, bliver de desværre selv til en del af problemet frem for løsningen. For at spille på os-og-dem-retorikken kan nok give Socialdemokratiet stemmer, men det kan koste samfundet dyrt, hvis en stor befolkningsgruppe føler sig fremmedgjort.

Socialdemokratiet udtrykker at ville kæmpe for fællesskab, men har i over 20 år ført en politik, der har gravet de sociale kløfter endnu dybere i Aarhus.

Partiet udtrykker at ville integration, men fører en skolepolitik, der modarbejder det selvsamme. De udtrykker at ville ligestilling, men nægter at støtte en handlingsplan mod diskrimination. Og de udtrykker at ville en nuanceret debat, men bruger deres taletid i medierne til anekdoter og ensidige fremstillinger til at fremstille en befolkningsgruppe som et problem.

Hvis Socialdemokratiet virkelig ønsker at skabe en rummelig og inkluderende by, er det på tide, at partiet dropper den polariserende retorik og begynder at lytte til de borgere, det i årevis har ignoreret.

Vi håber derfor inderligt, at partiet begynder at udvise reel politisk vilje i stedet for flere generaliserende debatindlæg, der udelukkende fører til dybere grøfter og yderligere stigmatisering.

der et tungt fokus på strafudmåling, fratagelse af sociale ydelser, boligudsættelse og fratagelse af statsborgerskab. Men ikke meget om baggrunden for, hvorfor nogle unge ender i kriminalitet, eller om alt det, vi ved virker, nemlig en tidlig indsats i skolerne, fritidstilbud, job og lærepladser, mentorordninger og rollemodeller.

Det virker, fordi det er, hvad de unge mangler. Nogle unge forlader folkeskolen uden de nødvendige færdigheder til at få en uddannelse. De falder ofte fra, fordi de føler sig udenfor. Uden eksamensbevis og jobmuligheder kan kriminalitet for unge uden håb være en fristende vej til status og økonomisk tryghed – men det er selvklart et valg, der har konsekvenser for hele samfundet.

Vi bør handle nu, og her er Socialdemokratiet afgørende, for det er lettere at forebygge end at hjælpe en ung ud af kriminalitet. Løsningen er bedre skolegang, lærepladser og flere voksne til at støtte de unge i skoler og institutioner. Det er en investering, der betaler sig – vold og kriminalitet koster samfundet milliarder af kroner hvert år, penge, der i stedet kunne bruges på forebyggelse.

Hvis vi hjælper dem, der er i farezonen, før det går galt, skaber vi et tryggere samfund for alle.