Bedre kost skal give en grønnere klode
Danmark er nødt til at bringe sit store fødevareforbrug markant ned. Derfor foreslår Radikale Venstre at gøre de officielle kostråd obligatoriske i staten og vores respektive kommuners køkkener.
Af Samira Nawa (næstformand og klimaordfører for Radikale Venstre) og Metin Lindved Aydin, byrådsmedlem i Aarhus for Radikale Venstre,
Den 16. marts har Danmark såkaldt Overshoot Day. Det betyder, at vi har opbrugt vores del af jordens ressourcer for i år. Levede alle som os, skulle vi bruge næsten fem jordkloder for at have ressourcer nok.
Det kalder i den grad på handling og en ambitiøs, grøn politik – både nationalt og i kommuner som Aarhus Kommune.
En af vores helt store klimasyndere er fødevareområdet. Det har det næststørste forbrugsaftryk – kun overgået af transport – og står for 20 procent af Danmarks globale forbrugsudledninger.
Dykker vi nærmere ned i fødevarerne, kan vi se, at oksekødet står for hele 55 procent af udledningerne og dermed 10 procent af Danmarks samlede forbrugsudledninger. Oksekødet alene har altså større udledninger end hele vores social- og sundhedsvæsen har tilsammen.
Det er i dét lys, at vi i Radikale Venstre foreslår, at Fødevarestyrelsens officielle kostråd skal være obligatoriske i vores statslige køkkener og kantiner. Men hvorfor egentlig stoppe der? Børn, unge og ældre i Frederiksbjerg Børnehus, Kragelundskolen og plejehjemmet Rosenvang – og alle de andre institutioner, skoler og plejehjem – skal da også nyde godt af klimavenlig og sund kost.
Følger vi kostrådene, skal vi spise markant mere plantebaseret mad og skrue op for bælgfrugter, nødder, frugt og fisk. Og så skal vi skrue markant ned for særligt det røde kød.
At følge de officielle kostråd vil have en lang række positive effekter.
Det vil være med til at understøtte den nødvendige omstilling af dansk landbrug, så der bliver produceret langt flere planter og langt færre dyr.
Det vil reducere det danske klimaaftryk markant. Klimarådet kommer frem til, at det vil føre til en reduktion af fødevareudledningerne på op mod 45 procent, hvis den gennemsnitlige dansker fulgte kostrådene. Klimaaftrykket mindskes hovedsageligt, fordi det animalske forbrug nedbringes.
Samtidig vil det i høj grad forbedre danskernes sundhed. Fulgte alle danskere kostrådene, ville samfundet opnå en besparelse på 40-50 milliarder kroner om året i sundhedsudgifter. Alene et lavere kødindtag tæller for 63-74 procent af den samlede sundhedsgevinst.
På den måde er der store gevinster at hente både for klimaet og folkesundheden ved at følge kostrådene.
Vi ved, at mange danskere gerne vil spise mere klimavenligt og bidrage til den grønne omstilling. Dette kan dog være svært i en presset hverdag. Derfor er det nødvendigt, at vi politikere og det offentlige går forrest og hjælper med at normalisere en klimavenlig kost.
Til en start kan vi gøre de officielle kostråd obligatoriske. Det vil vi arbejde for både kommunalt og nationalt. For uanset, hvordan vi vender og drejer det, er en mere grøn og plantebaseret kost en forudsætning for at få en jordklode i balance.