Ansvar skal tages – ikke skubbes
Af Metin Lindved Aydin (RV), Jesper Kjeldsen (S), Steffen Wich (S) og Gert Bjerregaard (V), medlemmer af Teknisk Udvalg og Aarhus Byråd
Det er svært ikke at bemærke det tragikomiske i bygherren Niels Albertsens seneste udmelding om gangbroen ved Langelinieparken, som hans folk påkørte og ødelagde for efterhånden adskillige år siden. Efter mange års venten og års stilstand, undskyldninger, tågede forklaringer og manglende genopførelse af den bro som han ødelagde, vælger han nu at pege fingre ad blandt andet Aarhus Kommune. Niels Albertsen mener, at nøl i Aarhus Kommune er en del af forklaringen på, at han nu ikke kan eller vil opføre broen.
Hvad pokker bilder han sig ind?!
Det er simpelthen fornærmende at skulle lægge øre til den slags sludder, for det er at tale ned til mennesker, som godt kan gennemskue, hvad sagen drejer sig om. Det er gemen ansvarsforflygtigelse, og dem, som Niels Albertsen træder på, er skatteborgerne, som ender med at komme til at betale for broen, hvis det skulle lykkes ham at løbe fra regningen. Skyld forsvinder ikke af at blive skubbet videre.
I Teknisk Udvalg har vi længe set til med en blanding af forundring og ærgrelse, mens farcen har trukket i langdrag. Niels Albertsen bærer ansvaret, men som kommune må vi erkende, at vi har behov for bedre værktøjer til at håndtere situationer som den, han har bragt os i. For hvis ikke vi får det, så bliver det skattekroner, som vi alle sammen har bidraget med, der betaler festen.
Men det ændrer ikke ved, at ansvaret i denne sag er krystalklart. Niels Albertsen er forpligtet til at genopføre gangbroen, og når det ikke sker – trods utallige chancer og kommunal langmodighed – så må sagen videre til retten. For hvis vi accepterer, at man kan løbe fra sit ansvar uden konsekvens, så får vi et samfund, hvor regler kun gælder for de mindre kreative.
Vi kan ikke lade den manglende bro stå som et monument over ansvar, der forsvandt. Det ville være en hån mod borgerne og mod alt det, vi som politikere arbejder for.
For ansvar skal tages – ikke skubbes.