Indlæg

Metin Lindved Aydin

Vi arbejder for forandring, ikke for avisen

Debatredaktør Helle Køhler Holm ærgrer sig i et indlæg i avisen. Hun konstaterer, at politikerne efter valget er blevet tavse og ikke gider formulere debatindlæg længere.

Særligt de, som er blevet valgt og er kommet højt op i magtapparatet, bebrejdes for ikke at ville kommunikere med “pøbelen”, som hun skriver.

Pøbelen!

Som om det er sådan, vi politikere tænker om befolkningen, vores arbejdskollegaer, naboer, hinanden og avisens læsere. Det, synes jeg, er en tarvelig dyrkelse af et konstrueret modsætningsforhold, som står i modsætning til det, jeg tænker, må være avisens fineste opgave, nemlig at bidrage til demokratisk dannelse og oplysning.


Måske er det svært at tro på, men alle vi, der bruger så vanvittigt meget tid på at mødes med borgere, drøfte problemstillinger og dilemmaer og finde løsninger sammen med vores politiske kollegaer, ja, vi gør det faktisk, fordi vi ønsker at skabe en positiv forandring i vores samfund. For vores allesammens skyld og i dyb respekt for den tillid, der er blevet givet ved valget af os.
Og efter et valg er det bare sådan, at vi bruger mere tid på at arbejde for forandring og mindre på at skrive indlæg til avisernes debatsider. Det må være i alles interesse.