Tak, men nej tak: Hold fingrene fra Aarhusbugten
Brancheorganisationen Forsikring & Pension vil udvikle Aarhus Havn til en “superhavn” – og tak for det. Men nej tak.
Det forslag, som Forsikring & Pension lancerer, indebærer nemlig i praksis en genoplivning af en havneudvidelse, som er blevet tydeligt og massivt afvist af byens borgere for ganske nylig.
Derfor skal de holde fingrene fra Aarhusbugten.
Hvis en fremtidig udbygning af Aarhus Havn skal overvejes, må den ske inden for de eksisterende rammer. Det betyder, at en eventuel rolle som “superhavn” i så fald må basere sig på en intern optimering og smartere anvendelse af de nuværende havnearealer.
Hvis Forsvaret eller den grønne industri har behov, må vi se på, hvordan de eksisterende arealer på havnen kan bringes i spil – ikke, hvordan vi kan æde os ud i Aarhusbugten og ignorere borgernes vilje.
Vi er Danmarks største containerhavn, og vores geografi er en styrke. Derfor er det ikke mærkeligt, at både stat og investorer ser på Aarhus med interesse.
Men den fremtidige udvikling skal ske med respekt for de beslutninger, der er truffet lokalt – og for den natur, som flertallet af århusianerne vil beskytte. En fremtidig havnestrategi må derfor være demokratisk forankret, ikke dikteret oppe- eller udefra.