Rituelt politisk selvmord
Af Metin Lindved Aydin, arkitekt og byrådsmedlem for det Radikale Venstre i Aarhus
En stor del af befolkningen er uenig i, at havnen skal udvides som foreslået. De mange svar fra høringen vidner om, at borgerne har en naturlig bekymring for konsekvenserne for klimaet og havmiljøet i Aarhusbugten og ikke vil gå på kompromis med udsigten, naturoplevelsen og de rekreative værdier ved de bynære kystarealer.
Borgmesteren holder imidlertid fast og støtter sig til rapporter, der helt åbenlyst ikke er uvildige, og som rummer konklusioner, der baserer sig på ufuldstændige data og modsiges af eksperter – fagpersoner, som ikke er betalt af Aarhus Havn, og som ikke har andre loyaliteter end deres egen faglighed.
Påstanden om grøn vækst og at en havneudvidelse er miljø- og klimamæssigt bæredygtigt er nu eftertrykkeligt tilbagevist med den netop fremlagte beregningsmodel fra Finansministeriet, der opgør de økonomiske tab til 251 milliarder årligt i mistet biodiversitet, luftforurening, udledning af drivhusgasser m.m.
”Det forringer vores fremtidige velfærd”, siger Peter Birch Sørensen, økonomiprofessor, tidl. overvismand og formand for Klimarådet.
Hvad skal vi så med væksten, hvis den forringer vores velfærd?
Men Jacob Bundsgaard vakler ikke. På trods af den seneste vælgerlussing ved kommunalvalget i 2021, hvor hans personlige stemmer blev halveret som konsekvens af hans politiske ansvar for byudviklingen, holder han ved. Givetvis er han overbevist om, at en havneudvidelse er det rigtige for byen, men kan det være at han også, ligesom så mange andre, har svært ved at erkende fejl og er bange for at tabe ansigt? Det første er i orden, det sidste er forfængeligt, uansvarligt og egoistisk, hvis det står i vejen for at rette op på en så stor fejl, der vedrører vores fælles fremtid.
Hvordan det er fat med beslutningsprocesserne på rådhuset, har rigtig mange af borgerne i kommunen formentlig gennemskuet, det gjorde de inden sidste kommunalvalg, og selv hvis borgmesteren hiver en nedskaleret havneudvidelse op af hatten som et politisk kompromis under forhandlingerne, så er kritikken og det folkelige pres nu så intens, at sagen formentlig ikke kan reddes. Alt andet end en fuld imødekommelse af borgernes krav er derfor rituelt politisk selvmord. Har ingen ledende socialdemokrater mon rådgivet borgmesteren om faren?
Side om side med Socialdemokratiet står Venstre og Det Konservative Folkeparti, der uvist af hvilke årsager har valgt at stå last og brast med en borgmester, der er ved at gå ned med sit skib. Hvorfor hopper de ikke over bord? Når der er risiko for at drukne, så er det ikke et udtryk for integritet og karakterfasthed at lænke sig til masten. Det er i øvrigt ikke min egen formulering, men en jeg har fra en borgerlig vælger, der henvendte sig til mig forleden.
SF har i ellevte time gjort det, som Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti foreløbig har afstået fra: De har slugt al skam og erkendt, at den foreslåede havneudvidelse ikke er til byens bedste, og har stillet sig på borgernes side. Det tjener dem til ære. Men den noget sene kommunikation vil formentlig også bide dem i halen ved næste valg. For SF – Green Left, som partiet hedder på engelsk – er traditionelt grønnere end de fleste, og deres vælgerbagland må have undret sig over, hvor pokker alt det grønne var henne al den tid, de har undladt at bekende kulør.
At lave en folkeafstemning om havneudvidelsen har et flertal i byrådet tidligere afvist, så derfor ved vi ikke med sikkerhed, hvordan kommunens borgere stiller sig i sagen.
Det finder vi formentlig først ud af, når øretæverne deles ud ved kommunalvalget i 2025.