Ondskabsfulde røvhuller
Mennesker, der groft misbruger fællesskabet og stjæler fra kassen, er gift for et frit samfund som vores, hvor tillid er helt afgørende for, at enderne når sammen. For at vores børnehaver, skoler og plejehjem har budgetter, der gør, at vores børn og ældre kan få tryghed, læring og omsorg. For at vi kan være sikre på, at vores systemer har en indbygget ordentlighed og kontrol, som gør det muligt at tro på, at det gør en forskel at gå til et valg og bruge tid på at sætte et kryds. For at kunne have vished for, at vi alle behandles ens og fair.
Nu har jeg brugt en uges tid på at fordøje det, jeg så i »Den Sorte Svane« – og ja, jeg er med på, at det både er en iscenesættelse og en dokumentar. At der er en masse, som vi ikke ser. Men den afstumpede grådighed og egoisme, der ufiltreret skriger ud gennem skærmen, er ægte nok.
Og hold kæft hvor er det ulækkert at se kriminelle, hvad enten de bærer rygmærker eller jakkesæt og har et politisk netværk, misbruge vores frihed og stjæle vores tillid, når de truer og bedrager sig til penge, som går fra os og underminerer vores velfærdssamfund. Det er os alle sammen, som de stjæler fra.
Det vi ser, er en total ligegyldighed over for vores samfund, dine, mine og fællesskabets interesser, er så afkoblet fra normalen i en dansk samtid og sammenhæng, at man kan tvivle på, at de kriminelle lader sig rehabilitere. Det, der især gør det svært for mig at have en tro på, at det kan lade sig gøre, er, når jeg ser de kriminelle more sig over, at det lykkes dem at gå fri af fængselsstraffe, smile eller le over, hvordan det lykkes dem at bedrage systemet, og endda være stolte af, at det trick eller det hul, som de har opdaget, kan udnyttes til at malke os for penge.
Jeg samler affald i naturen med mellemrum, det gør jeg gennem foreningen En for holdet, og jeg gør det med glæde, og det giver stor mening for mig. Men jeg forarges inderligt, når det lille bidrag, som jeg og andre frivillige gør for, at vi kan få et renere miljø, oversvømmes af de giftstoffer, som kriminelle på industriel skala slipper ud i vores miljø. Det voldtager min ansvarsfølelse og loyalitet til et system, der bliver gjort til grin af selvsamme kriminelle, ondskabsfulde røvhuller, der er tabt for samfundet.
Og når følelsen af afmægtig forargelse, der er skyllet ind over mig, aftager igen og erstattes af andre følelser, minder jeg mig selv om, at min første indskydelse, baseret på vrede, foragt og lysten til at straffe, er et dårligt fundament for de gode beslutninger. For vi ved, at straf alene ikke fører til rehabilitering, og at strengere straffe uden rehabilitering kun tilfredsstiller hævnlyst. For det gavner ingen i et bredere samfundsperspektiv, hvis resultatet er mere forhærdede kriminelle, der har endnu mindre respekt for vores lovgivning.
Så er det langt enklere at forebygge end at fixe skaden, for når først unge er blevet en del af et kriminelt fællesskab, bliver det rigtig svært. For det indebærer, at de skal opgive alt det, der gør det kriminelle fællesskab attraktivt: identitet, beskyttelse og økonomiske muligheder.
Flertallet af de kriminelle, vi ser i »Den Sorte Svane«, er unge mennesker, der på et tidspunkt er endt i et kriminelt fællesskab og er blevet voksne. Dem skal vi nå, mens de er børn, inden de kommer i vanskeligheder, og investere i en forebyggende indsats, der giver håb for fremtiden gennem skolegang, lærepladser og udsigt til rigtige jobs. Mere personale i vores institutioner og et uddannelsessystem, der kan håndtere konflikter. Når vi prioriterer børn og unge, prioriterer vi vores fælles fremtid.
Jakkesættene er en helt anden nød at knække, og her skal der på nationalt plan lovgives, så jurister, revisorer og andre, som bistår de kriminelle med at tage røven på os alle sammen, får sværere ved at drive virksomhed. Og så skal kommunerne stille høje krav til deres samarbejdspartnere, og det skal have konsekvens, når der konstateres urent trav.
