Gratis lagerplads til MÆRSK-selskab årsag til havneudvidelsen?
Af Metin Lindved Aydin, arkitekt og medlem af Aarhus Byråd for Radikale Venstre
Det har vist sig, at lige under halvdelen af alle de containere som lander på Aarhus Havn er tomme. 4 ud af 10 containere som lander på kajen i Aarhus er blevet tømt på andre lokaliteter for at blive bragt til Aarhus. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.
Det betyder at fortællingen om, at et behov for udvidelsen af havnen er drevet af vores materielle forbrug er rent opspind. Når 40% af alle de containere som ankommer til byen, ikke er fyldt med smartphones, fladskærme og computere men tom luft, så er det nemlig ikke løssluppen forbrugerisme men noget andet der driver den del af trafikken.
Forklaringen er den, at APM Terminals der er ejet af MÆRSK, landets ubetinget største virksomhed, ikke kun tjener penge på håndteringen af fyldte containere, men også tomme. Det gælder i Aarhus såvel som i andre havne.
Men når så mange tomme containere bringes til Aarhus – og det er næsten hver anden – i stedet for til andre havne, så er det fordi, og du har måske allerede gættet det, at det er gratis for APM Terminals at have dem liggende her. Gratis. I modsætning til i andre havne hvor der opkræves klækkelige summer for at have dem liggende på kaj.
Siden 2014 hvor Danmarks Statistik begyndte at registrere de tomme containere, er antallet af tomme containere der kommer til Aarhus således steget med 70%. Det er en voldsom stigning.
Kostede det noget for rederierne at benytte Aarhus Havn som lager, må man formode, at så havde vi ikke den store ophobning af tomme containere på Aarhus Havn.
Derfor handler havneudvidelsen ikke om vores forbrug, og det vil sige, at vi alle, inklusive de partier der har indgået en aftale om havneudvidelsen, er blevet ført bag lyset.