At slå politisk plat på en farlig situation

Af Metin Lindved Aydin, medlem af Aarhus Byråd for Radikale Venstre

Danmark er muligvis på vej ind i en udenrigspolitisk krise som kan komme til at ligne noget af det, vi så under Muhammedkrisen, og det har fået regeringen til at varsle et indgreb mod afbrænding af ’religiøse skrifter’ foran udenlandske ambassader. I praksis overvejende afbrændingen af koranen foran muslimske landes repræsentationer.

Det har fået en række politikere op af stolen – ikke overraskende fra stolerækken yderst til højre, men også partiformændene fra bl.a.  SF og Det Konservative Folkeparti.

Kritikken mod regeringen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen handler grundlæggende om, at Danmark giver efter for pres og giver køb på en fundamental dansk værdi, nemlig ytringsfriheden, og at flytningen af koranafbrændinger til andre lokaliteter end foran ambassader med nogen sandsynlighed ikke kommer til at give Danmark ro.

Begge dele er formentlig sandt, og derfor er regeringens forslag forhastet og uhensigtsmæssigt.

Samtidigt kan vi ikke ignorere den trussel, der er vendt mod Danmark, og regeringen handler naturligvis derpå.

Derfor slår Pia Olsen Dyhr og Søren Pape Poulsen og flere andre politisk plat på en farlig situation uden selv at komme med fornuftige forslag til, hvordan konflikten ville kunne afmonteres: det er stemmeoptimering i en krisetid hvor der burde herske borgfred på Christiansborg og hvor alle burde slå ansvarligt ring om regeringen og sikre, at vi sammen kommer bedst muligt videre.

Vi skal hverken genindføre blasfemiparagraffen eller lave særlovgivning der forbyder koranafbrændinger. Men vi skal have en helhedsorienteret tilgang til vores udfordringer og vige bort fra lappeløsninger og affekthandlinger.

I Danmark står vi vagt om ytringsfriheden, men vi må ikke glemme, at vi også skal værne om de andre værdier, der definerer os og Danmark, nemlig fællesskabet, tilliden til hinanden, respekten for mennesker og vores velfærd. De værdier udfordrer og står Rasmus Paludans ret til bogafbrændinger i modsætning til.

Derfor skal der findes en balance, og det er ikke uden dilemmaer, hvor vi blandt andet skal balancere ytringsfrihed og rigets sikkerhed, og gøre op med os selv hvilken pris fællesskabet skal være villige til at betale for enkeltpersoners skødesløse omgang med de frihedsrettigheder de har fået i gave. Her kan vi lade os inspirere af FN som har lavet en strategi og en handlingsplan mod hadske og hadefulde ytringer. Heri defineres hadtale som “enhver form for kommunikation i tale, skrift eller adfærd, der angriber eller bruger nedsættende eller diskriminerende sprogbrug med henvisning til en person eller en gruppe på baggrund af, hvem de er, med andre ord baseret på deres religion, etnicitet, nationalitet, race, hudfarve, afstamning, køn eller anden identitetsfaktor”.

Hadtale er ikke en grundlæggende dansk værdi, den skaber social uro og truer samfundets sammenhængskraft, og derfor er det noget, politikerne skal forholde sig til. Det er i alles interesse.

I stedet for at lade os presse til at jappe lovgivning igennem, der ikke får den effekt regeringen håber på, bør vi se grundigt på hvordan vi kan integrere en mere generel mekanisme mod hadtale i straffelovens §266, hvorved vi kan værne om samfundets stabilitet, sammenhængskraft og fællesskabet.