Aarhus Airport bør have en ny funktion – inden det er for sent
Igennem flere år har vi set Aarhus Airport styrtdykke mod fallitten. I yderste konsekvens kommer det igen til at gå økonomisk ud over borgerne i Aarhus Kommune.
For medmindre noget meget overraskende sker snart, kommer vi med nogen sandsynlighed til at skulle sende flere penge til lufthavnen i Tirstrup. For lufthavnen er ikke blevet en bedre forretningsidé, siden den sidste investor trak sig.
Lufthavnen mangler simpelthen det nødvendige kundegrundlag. Konkurrencen med Billund og Aalborg har været skæv fra start, og deres forspring er for stort. Skal man kunne tiltrække passagerer i det jyske lufthavnslandskab, kræver det et markant anderledes tilbud – og især en mere bynær placering. Den mulighed havde vi i 2016, men den blev forpasset, og nu er det for sent.
Købstilbuddet fra amerikanskejede Fairchild har ikke gjort grunden til bekymring mindre – tværtimod.
Vi kan stille os selv mange spørgsmål om, hvad det er, de vil med lufthavnen, for en forretningsplan er ikke blevet fremlagt. Og det kan undre, at der er nogen som helst i det politiske landskab, der kan synes, at det er en god idé at sælge til stort set ukendte bagmænd med tilknytning til amerikanske militærkredse.
Når den amerikanske præsident ikke vil udelukke militær magtanvendelse i Grønland, så bør vi udvise den største forsigtighed, for lufthavnen er kritisk infrastruktur.
Hvis handlen glipper, må vi i stedet indlede seriøse drøftelser med andre typer af aktører – med det mål at finde en bæredygtig og samfundsnyttig funktion for området.
Et konkret bud kunne være at sælge hele området tilbage til staten. Lufthavnen blev oprindeligt købt fra staten omkring årtusindskiftet, og nu er Forsvaret i gang med at gøre området klar til at huse en del af de nye F-35-kampfly. Det skaber mulighed for oplagte forsvarssynergier, som bør tænkes langt mere strategisk.
I den verden, vi befinder os i – præget af geopolitiske spændinger og nye trusler – giver det derfor god mening at overveje, hvordan området ved Tirstrup kan spille en rolle i Danmarks fremtidige sikkerhedspolitik.
Eksempelvis ved etablering af en militær logistik- og forsyningsskole, en dansk forsvarshøjskole eller et militært akademi, en base for specialiserede øvelsesfunktioner eller kasernekapacitet, som vi i dag mangler.
Vi skal turde indse, at den nuværende model for Aarhus Airport ikke virker. Og vi skal indse, at vi ikke længere kan regne med USA, og at Europa skal kunne mere selv.
Måske kan et militært område i Tirstrup sikre en mere meningsfyldt og samfundsnyttig anvendelse end i dag.