Metin Lindved Aydin, spidskandidat Aarhus Radikale Venstre, Martin Lidegaard, politisk leder Radikale Venstre

Radikale Venstre vil investere 938 mio. i Aarhus’ børn og unge

/0 Kommentarer/i , , , , , /af

Skoler, daginstitutioner og fritidsordninger er blandt de absolut vigtigste dagsordener i valgkampen. Kommunerne kan dog ikke løfte hele opgaven alene, og derfor offentliggør Martin Lidegaard i dag Radikale Venstres kommunale børneløfte.

Pressemeddelelse fra Radikale Venstre, Christiansborg

For Aarhus Kommune kan børneløftet betyde 938,6 mio. kr. ekstra til f.eks. tolærerordninger og at forbedre indeklimaet i klasseværelserne eller gratis skolemad.

Det er en kommunal kerneopgave at sikre gode skoler, stærke fritidstilbud og daginstitutioner, som vi trygt kan aflevere vores børn i hver morgen.

Men med tilbagevendende historier om børn og unge i mistrivsel, markante stigninger i ufrivilligt skolefravær, lukkede fritidsinstitutioner, mangel på uddannet personale og utilfredsstillende kvalitet i vuggestuer og børnehaver, er det ikke underligt, at børn og unge, deres rammer, trivsel og muligheder, er et af de absolut vigtigste temaer I valgkampen.

Historie fra Aarhus Stiftstidende: Voldsom stigning: Flere forældre må opgive jobbet for at passe børn, der mistrives i skolen

Men hvis området skal have et reelt løft, så kræver det ifølge Radikale Venstre ikke kun en stærk kommunal indsats. Politikerne på Christiansborg skal også være deres ansvar bevidst og prioritere vores børn og unge helt anderledes højt, end vi gør i dag. Det er ikke nok at fjerne skærmene i skolen og på fritidshjemmet. Vi skal også tale om, hvad vi sætter i stedet for.  

Derfor lancerer Martin Lidegaard i dag partiets kommunale børneløfte.

Et udspil, der vil investere massivt i skoler og daginstitutioner og blandt andet sikre gratis skolemad til alle børn, flere lærere i klasselokalerne, bedre indeklima og flere uddannede pædagoger i børnehaver og vuggestuer.

For Aarhus kan det betyde investeringer for hele 938,6 mio. kr. i kommunens børn og unge, hvis udspillet bliver til virkelighed.

“Jeg ved, at byrødder og lokalpolitikere fra Radikale Venstre i alle kommuner kæmper en brav kamp for at styrke skoler, børnehaver og vuggestuer, og her er Aarhus ingen undtagelse. Men man kan nu engang kun spille de kort, man har på hånden, og her bærer vi Christiansborg-politikere en stor del af ansvaret for, at give Aarhus Kommune bedre muligheder og større økonomi”
– Martin Lidegaard

”Jeg ved, at byrødder og lokalpolitikere fra Radikale Venstre i alle kommuner kæmper en brav kamp for at styrke skoler, børnehaver og vuggestuer, og her er Aarhus ingen undtagelse. Men man kan nu engang kun spille de kort, man har på hånden, og her bærer vi Christiansborg-politikere en stor del af ansvaret for, at give Aarhus Kommune bedre muligheder og større økonomi. Vi har lavet for mange regler og afsat for få penge til det vigtigste: Voksnes tid og nærvær med børn,” siger Martin Lidegaard og fortsætter:

”I alt for lang tid er børne- og ungeområdet blevet behandlet med lappeløsninger. Hvis man investerer et sted, så sparer man typisk et andet. Det er på tide, at vi tager vores børns trivsel og læring alvorligt. De er vores fælles fremtid. Den ene historie efter den anden har dokumenteret, at vi ikke kan nøjes med lidt penge hist og her – området skal løftes som et samlet hele.”

Metin Lindved Aydin, Aarhus Radikale Venstres spidskandidat, siger om udspillet og perspektivet for Aarhus med det radikale børneløfte:

“Når jeg taler med forældre i Aarhus, er de optaget af vores børns trivsel, og de er optaget af, at vi folkevalgte sikrer og investerer i, at indeklimaet på skolerne løftes, og at der er nok lærere og pædagoger til at møde børn og unges behov. Derfor glæder jeg mig over, at vi i Radikale Venstre, i et samarbejde mellem Christiansborg og Aarhus, i dag fremlægger en kæmpe prioritering af Aarhus’ næste generation. På den her måde kan vi sammen skabe et bedre Aarhus, som vi i Aarhus Radikale Venstre hele tiden arbejder for.” 

Børn og Unge har i Aarhus Kommune i 2025 et samlet brutto-budget ca. 7,0 mia. kr.. Heraf udgør indtægterne ca. 1,2 mia. kr., så den egentlig kommunale nettoudgift er ca. 5,8 mia. kr..

Investering på 938 mio. i Aarhus’ børn og unge

Radikale Venstres kommunale børneløfte vil blandt andet kunne finansiere:

  • Skolemad til alle børn
  • To lærer i klasselokalerne i halvdelen af tiden
  • Ordentlig forberedelsestid til lærerne
  • Flere uddannede pædagoger i vuggestuer og børnehaver og små børnegrupper – hele dagen
  • Bedre indeklima i klasselokalerne 
  • Lejrskoler, oplevelser, kunst og teater til alle børn hvert år
  • Investeringer i lærer- og pædagoguddannelserne

På nationalt plan vil Radikale Venstres børneløfte alt i alt omfatte investeringer for 15 mia. kr., som er finansieret ved partiets 2030-plan.
Læs mere om det radikale børneløfte til alle landets kommuner her.


Martin Lidegaard besøger Aarhus-valgkampen 

Martin Lidegaard besøger Aarhus-valgkampen mandag aften den 10. november og tirsdag den 11. november.
Tentativt program, tirsdag 11. november:

07:30 Gadekampagne med kandidater ved BSS
08:00-9:30 Aarhus Katedralskole
10:00-11:30 Risskov Gymnasium 
12:00-13:15 Gadekampagne med kandidater på Clemens Bro

I stedet for at ville lukke Museum KØN burde DF besøge det

/i /af

Når Dansk Folkeparti vil lukke Museum Køn, siger det mere om DF end om museet. Og paradoksalt nok har partiet brug for KØN, ikke bare som symbolsk modstander i den evige kulturkamp, men som en reel mulighed for at forstå det, som partiet åbenbart har svært ved at begribe: at viden, forskellighed, refleksion og nysgerrighed ikke truer vores kultur, men styrker den.

Partiets forslag lyder som en politisk provokation og et slagnummer her i valgkampens terminale fase, men det afslører et gammelt mønster. DF trives bedst, når der er noget at være inderligt imod.

I dag er det “woke” og “kønsdebatten”. I går var det kunstnere, minoriteter eller eksperter.

Det handler ikke om ledelse, økonomi eller andet der normalt ville kunne bringe en offentligt støttet kulturinstitution i fedtefadet hos politikere. Det handler om kontrol. Om at bestemme, hvad der må tales om, og hvem der må stille spørgsmål.

Museum KØN udforsker de normer og historier, der former os som mennesker. Det handler ikke om at nedbryde forskelle mellem kønnene, men om at forstå, hvordan de er blevet skabt og brugt gennem tiden, til magt, til undertrykkelse og til forandring. Det er netop den form for viden, DF mere end så mange andre har brug for.

For museet insisterer på at stille spørgsmål frem for at udstede forbud. Og det er måske dér, skoen trykker. For det er lettere at foragte det som er ”woke” end at engagere sig i, hvorfor verden faktisk ændrer sig.

Forslaget om at lukke KØN vækker mindelser om mørkere kapitler i Europas historie, hvor magthavere forsøgte at bestemme, hvad borgerne måtte vide og tænke. Det begyndte ikke med forbud eller fængslinger, men med demagogi og udskamninger, marginalisering og sidenhen forbud mod ”entartete kunst” og museumslukninger i 1930’ernes Tyskland.

Dertil kommer vi ikke, er jeg sikker på for DF er fortsat udenfor indflydelse, og jeg trækker ikke nazi-kortet.

Men når DF i 2025 vil bruge sin politiske platform til at lukke et museum, fordi det stiller for dem ubehagelige spørgsmål, er det et angreb på nysgerrigheden. På friheden til at forstå sig selv og hinanden.

I stedet for at ville lukke Museum KØN burde DF besøge det. Ikke for at blive enige, men for at blive klogere. For det, museet handler om, nemlig vores fælles forsøg på at forstå, hvad det vil sige at være menneske på spektret mellem mand og kvinde.

Det er netop det, et frit samfund skal kunne rumme.

Radikale Venstre peger på Anders Winnerskjold som borgmester i Aarhus

/0 Kommentarer/i , , , , , , /af

Aarhus Radikale Venstre meddeler, at partiet peger på Socialdemokratiets Anders Winnerskjold som borgmester efter kommunalvalget 18. november.

”Socialdemokratiet og Radikale Venstre har haft et historisk stærkt samarbejde gennem mange år – det samarbejde vil vi gerne genstarte med Anders som borgmester i Aarhus” siger Radikale Venstres spidskandidat ved kommunalvalget i Aarhus, Metin Lindved Aydin, og peger på centrale politiske prioriteter:  

”Radikale Venstre vil løfte den lokale klima- og miljøindsats, så for eksempel livet kan vende tilbage i Aarhus-bugten. Vi vil investere i flere uddannede voksne til skoler og daginstitutioner, og vi vil sikre bedre og billigere kollektiv transport. Vi radikale vil investere meget mere i den næste generation, og det tror jeg på, vi kan lykkes med i tæt samarbejde med Anders og Socialdemokratiet.”

Læs også: Radikale vælger side: Her er deres favorit til borgmesterposten

”Vi vil i Radikale Venstre tage ansvar et gensidigt forpligtende samarbejde sammen med Anders, alt sammen på fundamentet af en ansvarlig og sund økonomi i Aarhus Kommune. Jeg tror på, at vi med et tillidsfuldt samarbejde kan flytte Aarhus bæredygtigt fremad og gøre byen endnu mere attraktiv for dem, der bor her – og for dem, der gerne vil flytte hertil. Sammen kan vi give et bedre Aarhus videre,” siger Metin Lindved Aydin.

Anders Winnerskjold ser frem til et tæt samarbejde:

”Jeg er enormt glad for, at Radikale Venstre i Aarhus peger på mig som borgmester efter valget. Det er en stor tillidserklæring at få, som jeg sætter stor pris på. Jeg ser frem til et tæt og konstruktivt samarbejde med Radikale Venstre om en ambitiøs grøn politik, velfærdsinvesteringer og bedre kollektiv transport – og om at skabe et endnu stærkere Aarhus for alle. Vi glæder os til sammen at gøre Aarhus til en endnu bedre by de næste mange år og årtier.”

Pressekontakt
Metin Lindved Aydin
Spidskandidat Radikale Venstre Aarhus
Telefon 29 68 57 43
Email m@aydin.dk

Julie Kajgaard
Formand Aarhus Radikale Vælgerforening
Telefon 23 44 76 19
Email formand@aarv.dk

Pressebilledet af Metin Lindved Aydin og Anders Winnerskjold er til fri afbenyttelse ved kreditering Carsten Moll. Kontakt Julie Kajgaard for yderligere billeder.

Det gælder også i Aarhus: Vi er passive hyklere, og det er kujonagtigt

/i /af

Rabih Azad-Ahmad, Mahad Yussuf og Metin Lindved Aydin, medlemmer af Aarhus Byråd for Radikale Venstre

Mange bebrejder i disse dage Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og den relativt usynlige Troels Lund Poulsen for ikke at gøre det eneste rigtige, nemlig at anerkende Palæstina som suveræn stat i forening med et stort flertal af verdens lande.

Og med rette, for argumentationen for ikke at gøre det har virket meget lidt troværdig, nemlig at en dansk anerkendelse skal ske som en del af en forhandlet to-statsløsning. Det har både statsministeren og udenrigsministeren udtrykt. Troels Lund Poulsen har derimod ikke sagt et kvæk.

Come on! Det er utopisk at tro på, at forhandlinger, som er bombet årtier tilbage og ikke reelt er pågået siden 2014, skal føre til, at palæstinenserne får deres egen stat inden for en overskuelig fremtid. Dermed spiller regeringen med på Israels spil, for det er et tidsudtræk, som kun vil blive udnyttet til fortsat tyveri af land, etablering af ulovlige bosættelser og fordrivelse af palæstinensere.

Men så tirrer man i det mindste ikke USA og en pirrelig amerikansk præsident. Dermed er Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsens fedtspilleri nok klogt – men det er så absolut kujonagtigt, for vi kunne lægge os helt i ly af både England og Frankrig, som har bebudet, at de under visse forudsætninger er klar til at anerkende et selvstændigt og suverænt Palæstina.

Samtidig må vi anerkende hykleriet i os selv – for det er ikke kun regeringsledelsen, som svigter. Lokalt kunne vi gøre meget mere end at deltage i demonstrationer eller posere i Free Gaza-bluser på Instagram, sige alle de rigtige ting – men gøre intet.

Vi tør ikke engang bruge de ord, som vi mener er rigtige om det, som sker i Gaza: Krigsforbrydelser. Etnisk udrensning. Folkedrab.

Hvorfor?

Er det mon, fordi vi ved at gøre det bliver nødt til at indrømme over for os selv, at vi igennem årtier stiltiende har været vidne til forbrydelser mod menneskeheden uden at sige rigtigt fra?

Lokalt i Aarhus fejler vi, når vi som byråd end ikke kan nå til enighed om at sende gamle kørestole eller brugte krykker til det sønderbombede land. Det har vi gjort adskillige gange til Ukraine og i dyb solidaritet med krigens ofre dér.

Men palæstinenserne, som der bor tusindvis af i Aarhus, hvoraf mange har familie og relationer i Palæstina – og som det derfor ville være meget relevant at vise sympati og solidaritet med – dem forholder vi os passivt til, og de får lov til at sejle deres egen sø.

Hvem er det, vi tilgodeser med vores passivitet?

Radikale Venstre mener, at vores passivitet er amoralsk og må høre op.

Danmark bør bruge sit formandskab for Rådet for Den Europæiske Union og sit medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd til at tage lederskab i det internationale diplomati.

Det indebærer at arbejde for en fælles EU-opfordring til øjeblikkelig våbenhvile, sikre humanitær adgang og støtte vedtagelsen af bindende FN-resolutioner, der beskytter civile og fremmer en fredelig løsning i tråd med folkeretten.

Samtidig skal Danmark stå vagt om menneskerettighederne og presse på for, at der bliver draget ansvar – uanset, hvem der begår krigsforbrydelser.

Borgerinddragelsen er ikke til pynt, Jakob og Gert: Det er en fair proces ved Vosnæs

/i , , /af

I et debatindlæg i Århus Stiftstidende udtrykker Danmarksdemokraternes byrådsmedlem i Aarhus, Jakob Søgaard Clausen, at høringsprocessen om vindmøller ved Vosnæs blot er til “pynt” – et spil for galleriet. Han deler fortællingen med Venstres Gert Bjerregaard, og de to skiftes til at være mest indignerede over borgerinddragelsen i sagen.

Dermed opstiller de et opportunt – det er jo valgår – men farligt modsætningsforhold: Borgeren – den lille mand – over for et magtapparat, som de selv er en del af, men tager afstand fra. Det er en tillidsundergravende retorik, som bidrager til en polarisering, som i sidste ende gør samfundet fattigere – både politisk og socialt. Det bidrager simpelthen ikke til fællesskabet.

De kan have ret i, at borgerinddragelsen altid kan blive bedre. Og det arbejder vi også løbende med. En ny model for borgerinddragelse er under udvikling i Aarhus Kommune. Men vi må være fair over for den proces, som faktisk har fundet sted – også over for de mange mennesker, der har bidraget.

Jeg kan ikke opremse, hvor mange embedsfolk der har deltaget i møder med både tilhængere og modstandere, større borgermøder, faciliteret workshops og gennemgået høringssvar. Det har været en omfattende og aktiv proces. Jakob, Gert og jeg har deltaget i mange møder med borgere, både på rådhuset og i lokalområdet.

Og endelig skal vi huske, at Skødstrup Fællesråd – kommunens lokale høringspart – tilbage i 2016 med deres høringssvar bakkede op om vindmøller ved Vosnæs. Placeringen er altså ikke grebet ud af luften, men afstemt med lokalområdet.

Derfor er Jakobs og Gerts bebrejdelser ikke fair, og de gør borgerinddragelsen dårligere, end den er. Og det er usundt for vores fællesskab.

Derfor er Jakobs og Gerts bebrejdelser ikke fair, og de gør borgerinddragelsen dårligere, end den er. Og det er usundt for vores fællesskab.

Man kunne lige så godt foreslå at forbyde Dansk Folkeparti

/i , /af

”Luk grænserne og opsig konventionerne. Stop al muslimsk indvandring. Hjemsend dem, der går i moské.”

Det er nogle af de mest vidtgående forslag i et debatindlæg fra Michael Nedersøe, folketingskandidat for Dansk Folkeparti.

Man kunne lige så godt foreslå at forbyde Dansk Folkeparti, fordi enkelte medlemmer har begået kriminalitet. Det ville være lige så absurd og retsløst.

De konventioner, som DF ønsker opsagt, er skabt for at forhindre, at vi gentager historiens mørkeste fejl. Selvfølgelig skal de kunne justeres til en ny virkelighed – men at skrotte dem for kortsigtede point er farligt.

Og vigtigst: Når man symptombehandler hele grupper og minoriteter i stedet for at gå målrettet efter de kriminelle, svigter man både retssikkerheden og de reelle løsninger.

Vi vil ikke bekæmpe mistro med mere mistro: Vi står vagt om værdierne – også, når det er svært

/i , /af

Af Metin Lindved Aydin og Mahad Yussuf, medlemmer af Aarhus Byråd for Radikale Venstre

Hvis man kun læste Danmarksdemokraternes debatindlæg i Stiften 31. marts, kunne man få det indtryk, at vi i Radikale Venstre sidder i rundkreds med lukkede øjne, mens samfundet styrter i grus omkring os.

Intet kunne være længere fra sandheden, for i Radikale Venstre tager vi parallelsamfund, æresrelateret vold og social kontrol dybt alvorligt. Vi anerkender fuldt ud, at der findes mørke mønstre i nogle miljøer, som skal mødes med fasthed. Men vi nægter at acceptere, at løsningen skal være at give køb på de værdier, der netop adskiller et demokratisk retssamfund fra det, vi ønsker at bekæmpe. I modsætning til Danmarksdemokraterne.

Derfor kæmper vi ikke kun for at reagere på problemer, men for at forblive et samfund, hvor vi insisterer på retssikkerhed, på proportionalitet og på, at mennesker ikke skal dømmes på formodninger, kulturelle tilhørsforhold eller religiøse antagelser. Radikale Venstre ønsker ikke et samfund, hvor vi bekæmper mistro med mere mistro.

Det er besnærende at kræve, at offentligt ansatte skal anmelde “antidemokratisk adfærd”. Det lyder handlekraftigt. Men hvem definerer, hvad det dækker over? Hvad betyder det konkret – og hvem skal vurdere det? Hvilke konsekvenser får det for tilliden mellem borgere og velfærdssamfund, hvis ansatte begynder at agere overvågning frem for hjælp?

Vi tror på åbenhed og konsekvens – ikke på kollektiv mistænkeliggørelse. Der findes naturligvis sager, hvor systemet har svigtet, og de skal tages alvorligt. Men vi tror ikke, løsningen er at installere en skyggeverden af kontrolinstanser og ideologiske troskabserklæringer.

Radikale Venstre ønsker et samfund, hvor vi stiller krav, men aldrig opgiver retten til forskellighed. Hvor vi styrker fagpersoner med viden, uddannelse og opbakning – ikke pålægger dem rollen som moralske stikkere. Hvor vi sætter ind mod undertrykkelse, men ikke glemmer, at mennesker også har brug for at blive mødt som individer, ikke som grupper med formodet skyld.

Der findes ingen nemme løsninger på komplekse problemer – de virker tillokkende, men de skøjter kun på overfladen, hvorimod rigtige løsninger tager tid og virker i dybden. Et stærkt samfund er et samfund, der kan rumme uenighed, stå vagt om sine idealer og fastholde sin værdighed – selv under pres.

Og i Radikale Venstre insisterer vi på, at vi i vores stræben efter at komme det formørkede til livs ikke selv formørkes og ignorerer lov og orden. Det sidste kommer man i fodlænke for.

De siger, de kæmper for fællesskab, men i virkeligheden har de gravet kløfterne endnu dybere

/i , /af
Af Mahad Yussuf og Metin Lindved Aydin, medlemmer af Aarhus Byråd for Radikale Venstre

Socialdemokratiet har siddet på borgmesterposten i Aarhus i over 20 år, alligevel står byen stadig med massive udfordringer, når det gælder inklusion, ligebehandling og lige muligheder for alle borgere uanset baggrund.

I alle 20 år har partiet, for os at se, systematisk undladt at inddrage etniske minoriteter i beslutningsprocesserne og i stedet ført en politik, der aktivt har forringet livsmulighederne for mange børn og unge.

I et debatindlæg i Århus Stiftstidende 1. marts, fyldt med relativt stereotype generaliseringer, maler borgmester Anders Winnerskjold og rådmand Anette Poulsen et dystert billede af bestemte befolkningsgrupper. Til at understøtte fortællingen om kriminalitet og parallelsamfund trækker de statistikkortet, men undlader helt at nævne de strukturelle udfordringer, som Socialdemokratiet selv har været med til at skabe og stadig nægter at løse.

Et af de tydeligste eksempler på Socialdemokratiets fejlslagne integrationspolitik i Aarhus er skolehenvisningspolitikken fra 2006, som partiet har holdt fast i igennem alle årene ved magten.

I stedet for at investere i de udsatte områders skoler har man valgt at få mange elever kørt rundt i kommunen i bus til andre skoler for at ændre fordelingen mellem børn med indvandrerbaggrund og etnisk danske børn.

For det første er det en politik, der fratager forældrene det frie skolevalg og børn muligheden for at få en god skolegang i deres nærmiljø, som på den måde svækker deres sociale netværk og skaber en følelse af rodløshed.

For det andet har ordningen medført mistrivsel, da mange af de børn, der er blevet tvunget til at gå i skole langt væk fra deres boligområder, oplever at blive stigmatiseret og ekskluderet af fællesskabet.

Og hvad er det egentlig for et frihedssyn, der ligger til grund? Kan man overhovedet forestille sig den omvendte manøvre, hvor etnisk danske børn tvinges ind på en skole, hvor etniske danske børn er underrepræsenterede?

Hvis vi virkelig ønsker at styrke integrationen, skal vi både investere i de børn og de skoler, der har brug for støtte, frem for at fastholde en tyrkertro på, at vi kan sætte sociale udfordringer på en bus og derved få dem til at forsvinde.

Ret skal være ret: Demokrati, ligestilling og retssikkerhed er nævnt i borgmesterens og rådmandens debatindlæg.

Men hver gang Radikale Venstre har fremsat et forslag om en handlingsplan mod diskrimination og racisme, og det har vi gjort tre gange i indeværende byrådsperiode, har Socialdemokratiet afvist at bakke det op. Vi undrer os for, hvordan kan et parti, der udtrykker at kæmpe for fællesskab og lighed, afvise en plan, der netop har til formål at bekæmpe diskrimination og sikre, at alle borgere behandles lige?

Når borgmesteren og rådmanden i deres debatindlæg skriver om “fælles værdier”, glemmer de, at en af de vigtigste danske værdier netop er ligestilling. Men i stedet for at stå fast på dette princip har Socialdemokratiet ofte vendt ryggen til de medborgere, der oplever racisme og diskrimination i deres hverdag.

For eksempel har etniske minoriteter langt større sandsynlighed for at blive stoppet af politiet uden konkret mistanke i forhold til etniske danskere. Det kaldes etnisk profilering og er ulovligt.

Desuden oplever de en systematisk forskelsbehandling i retssystemet, der betyder, at personer med minoritetsbaggrund ofte får hårdere straffe for de samme lovovertrædelser end etniske danskere. I sundhedsvæsenet oplever de etniske minoriteter hyppigere fejlbehandlinger end etniske danskere, og på job- og boligområdet er det veldokumenteret, at udenlandske navne sorteres fra til fordel for danske.

Når borgmesteren og rådmanden i deres indlæg maler et billede af muslimske borgere som modstandere af danske værdier, reproducerer de en retorik, vi ellers kun kender fra højrefløjen.

De fremhæver enkelthistorier om kvinder, der ikke kan tage et job som sosu-assistent, eller unge, der diskuterer sharia på sociale medier, som om det er et udbredt samfundsproblem. Hvorfor er det, at vi, som ofte kommer i muslimske miljøer, ikke ser de udfordringer? Kan det være, at det ikke er et problem i det omfang, som Socialdemokratiet gør det til?

Og hvorfor nævnes de mange eksempler på mennesker med ikke-vestlig baggrund, der arbejder som læger, ingeniører, lærere og iværksættere, ikke? Hvorfor tales der ikke om de mange muslimer, der hver dag bidrager positivt til samfundet?

At undlade de mange positive historier er en skævvridning af virkeligheden og en skadelig retorik, der har flere træk til fælles med højrefløjens verbale angreb på minoriteter end med et parti, der kalder sig socialt og demokratisk.

Når socialdemokraterne på denne måde vælger at fremmed-udskamme og mistænkeliggøre en befolkningsgruppe, bliver de desværre selv til en del af problemet frem for løsningen. For at spille på os-og-dem-retorikken kan nok give Socialdemokratiet stemmer, men det kan koste samfundet dyrt, hvis en stor befolkningsgruppe føler sig fremmedgjort.

Socialdemokratiet udtrykker at ville kæmpe for fællesskab, men har i over 20 år ført en politik, der har gravet de sociale kløfter endnu dybere i Aarhus.

Partiet udtrykker at ville integration, men fører en skolepolitik, der modarbejder det selvsamme. De udtrykker at ville ligestilling, men nægter at støtte en handlingsplan mod diskrimination. Og de udtrykker at ville en nuanceret debat, men bruger deres taletid i medierne til anekdoter og ensidige fremstillinger til at fremstille en befolkningsgruppe som et problem.

Hvis Socialdemokratiet virkelig ønsker at skabe en rummelig og inkluderende by, er det på tide, at partiet dropper den polariserende retorik og begynder at lytte til de borgere, det i årevis har ignoreret.

Vi håber derfor inderligt, at partiet begynder at udvise reel politisk vilje i stedet for flere generaliserende debatindlæg, der udelukkende fører til dybere grøfter og yderligere stigmatisering.

der et tungt fokus på strafudmåling, fratagelse af sociale ydelser, boligudsættelse og fratagelse af statsborgerskab. Men ikke meget om baggrunden for, hvorfor nogle unge ender i kriminalitet, eller om alt det, vi ved virker, nemlig en tidlig indsats i skolerne, fritidstilbud, job og lærepladser, mentorordninger og rollemodeller.

Det virker, fordi det er, hvad de unge mangler. Nogle unge forlader folkeskolen uden de nødvendige færdigheder til at få en uddannelse. De falder ofte fra, fordi de føler sig udenfor. Uden eksamensbevis og jobmuligheder kan kriminalitet for unge uden håb være en fristende vej til status og økonomisk tryghed – men det er selvklart et valg, der har konsekvenser for hele samfundet.

Vi bør handle nu, og her er Socialdemokratiet afgørende, for det er lettere at forebygge end at hjælpe en ung ud af kriminalitet. Løsningen er bedre skolegang, lærepladser og flere voksne til at støtte de unge i skoler og institutioner. Det er en investering, der betaler sig – vold og kriminalitet koster samfundet milliarder af kroner hvert år, penge, der i stedet kunne bruges på forebyggelse.

Hvis vi hjælper dem, der er i farezonen, før det går galt, skaber vi et tryggere samfund for alle.

Det handler altid mest om Messerschmidt

/i , /af

Formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, har været højrøstet i sin kritik af statsminister Mette Frederiksen for hendes ansvar for Danmarks forsvar og sikkerhed.

Han har beskyldt hende for at efterlade Forsvaret i en svækket tilstand og for at have næret den grønlandske selvstændighedstrang. Men Messerschmidts anklager fortjener et kritisk eftersyn, for de rummer både hykleri og manglende selverkendelse – eller er et udtryk for dygtig selviscenesættelse og måske noget af det hele.

Først og fremmest har Dansk Folkeparti selv været en del af flere forsvarsforlig, der har formet det forsvar, som Messerschmidt nu udtrykker er utilstrækkeligt.

Partiet var medunderskriver af forsvarsforliget 2018-2023, som blandt andet fokuserede på at styrke Danmarks bidrag til Nato og forbedre cyberforsvaret.

Det betyder, at DF bærer en del af ansvaret for de beslutninger, der har ført til den nuværende situation. Yderligere har DF netop indgået i det nye forsvarsforlig 2024-2033, hvor der investeres 143 mia. kr. i Forsvaret for at nå Natos 2 pct.-mål.

Hvorfor kritiserer Messerschmidt nu den politik, som hans eget parti aktivt har været med til at udforme?

Hans retorik fremstår som et klassisk eksempel på populistisk dobbeltspil, hvor han søger at score politiske point på en sag, han selv har haft indflydelse på. Hvis Messerschmidt virkelig mener, at Forsvaret er blevet svigtet, burde han starte med at kigge indad og tage ansvar for de beslutninger, hans eget parti har truffet i de mange år, det har siddet med ved forhandlingsbordet.

Det er også tankevækkende, at Messerschmidt har valgt at tage på en meget omdiskuteret rejse til Mar-a-Lago, hvor han har dyrket dialogen med Trump-tilhængere og konspirationsteoretikere.

Det er dybt problematisk, at en dansk partileder plejer omgang med en politisk bevægelse, der har undermineret demokratiet i USA og gennem Donald Trump nu truer Danmarks suverænitet.

Hvis Messerschmidt virkelig er optaget af Danmarks og rigsfællesskabets sikkerhed, bør han ikke legitimere politiske aktører, der har svækket Nato og destabiliseret Vesten indefra.

I stedet burde han have slået ring om regeringen og sammen med de øvrige parlamentarikere holdt borgfred, så Danmark kommer bedst muligt igennem krisen.

Det er et paradoks, at den nationalt sindede Morten Messerschmidt i den grad balancerer på kanten af landsskadelig virksomhed.