Vi er parate til at gå lidt længere: I stedet for at rive ned skal vi sælge ud

/i , , /af

Aarhus står på tærsklen til en boligkrise – efterspørgslen er der, men udbuddet følger ikke med. Borgmester Anders Winnerskjold har fremlagt et ambitiøst boligudspil, der skal sikre, at vores by ikke udvikler sig til en by som København, hvor almindelige lønmodtagere og unge presses ud af boligmarkedet. Det er et vigtigt skridt.

Boligudspillet er klogt af tre grunde:

– Winnerskjold sætter fokus på bredden i boligbyggeriet – ikke kun flere lejligheder, men også parcelhuse, seniorboliger og almene boliger. Det understøtter den blandede by, som vi ved fungerer.

– Der skal udbydes et meget stort antal byggegrunde inden 2030, så familier har mulighed for at blive i kommunen frem for at flytte ud og lægge A-skatten i omegnskommunerne.

– Der skal gøres op med kommunalt bureaukrati, der for længe har sinket byggeriet, og samtidig stilles krav i lokalplanerne, så vi sikrer variation og arkitektonisk og funktionel kvalitet.

Det er klogt, fordi det er nødvendigt, hvis Aarhus fortsat skal være en by for alle – ikke kun for dem med høje indtægter.

Men i Radikale Venstre vil vi gerne gå lidt videre.

En meget overset ejerform i boligdebatten er andelsboligen. Andelssektoren giver folk med helt almindelige lønninger mulighed for at få adgang til egen bolig også med kun én indtægt i husstanden. Det er en boligform, der bygger på fællesskab, økonomisk ansvarlighed og langsigtet stabilitet. Derfor bør Aarhus Kommune aktivt fremme flere andelsprojekter i de kommende år – både i nybyggeri og ved omdannelse af eksisterende ejendomme.

Og meget aktuelt, grundet en nært forestående domsafsigelse i EU, må vi også se på, hvordan vi behandler de almene boliger, vi allerede har. For i stedet for at nedrive boligblokke, der kunne blive til gode hjem for mennesker, bør vi skabe flere muligheder for, at beboerne selv kan købe deres lejligheder – enten som ejer- eller andelsboliger. Det vil give en stærkere følelse af ejerskab, ansvar og stolthed blandt beboerne.

Det handler om, hvordan vi sikrer sammenhængskraften i vores by. Aarhus skal være et sted, hvor sygeplejersken, håndværkeren, læreren og den studerende kan finde et hjem side om side med akademikeren og direktøren med mangfoldighed, fællesskab og muligheder for alle.

Hvad får Aarhus egentlig ud af flere højhuse?

/i , /af

Aarhus er smuk – blandt andet fordi man kan se horisonten. Fordi man kan orientere sig i byens landskab. Fordi byen har en kendt og elsket silhuet.

Men den er under pres.

For de seneste mange års højhusprojekter har ændret byens konturer, kastet skygger, stjålet udsigt og skabt trafikproblemer i områder, hvor trafikken i forvejen afvikles trægt – i en infrastruktur, der var tiltænkt færre biler, end højhusene bringer med sig.

Kæmpebyggerier påvirker byen mere end noget andet. Derfor bør de behandles med stor ordentlighed og grundighed – både politisk og teknisk. Nogle steder i byen er det lykkedes. Andre steder ikke.

Højhuse bidrager med en fænomenal udsigt – for de få, der kan bo på toppen. De kan være en god forretning for dem, der udvikler dem. Og enkelte højhuse kan fungere som arkitektoniske vartegn, der bidrager positivt til byens identitet.

Men er der virkelig ingen, der har spurgt sig selv, hvad det egentlig er, vi mister, når højhusene får lov at rejse sig?

Der er næppe noget, der i samme grad driver boligpriserne i et område i vejret som højhusbyggeri, og det gør det sværere for almindelige mennesker at have råd til at slå sig ned i et område.

Store byggerier kan virke fremmedgørende, og det er indlysende, at beboerne i stueetagen med god grund kan have svært ved at opnå et nært naboskab med dem, der bor på 18. etage.

Infrastrukturen i en historisk by som Aarhus er kun få steder gearet til at håndtere den øgede trafikmængde, som følger med store byggerier. Og det betyder mere trængsel og utryghed i trafikken.

Og så må man spørge sig selv: Hvilket behov er det egentlig, der har drevet ønsket om at efterligne udenlandske metropolers skyline? Er det blot et politisk – men i virkeligheden provinsielt og naivt – ønske om at fremstå ”stor”, der har kostet os udsigten, solen og forbindelsen til himlen? Hvilken anden værdi har vi egentlig fået?

I Berlin og Paris har man indført højdebegrænsninger på byens bygninger for at bevare deres særlige karaktertræk og identitet. I Radikale Venstre mener vi, at vi bør lade os inspirere heraf og dermed sikre noget af det helt særlige, vi har i Aarhus – kigget til bugten, over skovene, henover hustagene mod domkirken og rådhustårnet. Det er en del af byens identitet, og når vi bygger højt, forsvinder det. Når vi lukker himlen ude, er den væk.

Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at man ikke må bygge højere end seks etager i den centrale by. Ikke fordi vi vil bremse udviklingen, men fordi vi vil sikre, at udviklingen sker i øjenhøjde – med respekt for dem, der bor her, og dem, der kommer efter os.

Vi ønsker en byudvikling med omtanke, skønhed og menneskelighed. Og vi ønsker, at Aarhus tør sige nej, når svaret på “hvad får vi ud af det?” lyder: Ikke nok.

Byen er vores hjem – og vi skal passe på den, for alles skyld, der bor i den.

Borgerinddragelsen er ikke til pynt, Jakob og Gert: Det er en fair proces ved Vosnæs

/i , , /af

I et debatindlæg i Århus Stiftstidende udtrykker Danmarksdemokraternes byrådsmedlem i Aarhus, Jakob Søgaard Clausen, at høringsprocessen om vindmøller ved Vosnæs blot er til “pynt” – et spil for galleriet. Han deler fortællingen med Venstres Gert Bjerregaard, og de to skiftes til at være mest indignerede over borgerinddragelsen i sagen.

Dermed opstiller de et opportunt – det er jo valgår – men farligt modsætningsforhold: Borgeren – den lille mand – over for et magtapparat, som de selv er en del af, men tager afstand fra. Det er en tillidsundergravende retorik, som bidrager til en polarisering, som i sidste ende gør samfundet fattigere – både politisk og socialt. Det bidrager simpelthen ikke til fællesskabet.

De kan have ret i, at borgerinddragelsen altid kan blive bedre. Og det arbejder vi også løbende med. En ny model for borgerinddragelse er under udvikling i Aarhus Kommune. Men vi må være fair over for den proces, som faktisk har fundet sted – også over for de mange mennesker, der har bidraget.

Jeg kan ikke opremse, hvor mange embedsfolk der har deltaget i møder med både tilhængere og modstandere, større borgermøder, faciliteret workshops og gennemgået høringssvar. Det har været en omfattende og aktiv proces. Jakob, Gert og jeg har deltaget i mange møder med borgere, både på rådhuset og i lokalområdet.

Og endelig skal vi huske, at Skødstrup Fællesråd – kommunens lokale høringspart – tilbage i 2016 med deres høringssvar bakkede op om vindmøller ved Vosnæs. Placeringen er altså ikke grebet ud af luften, men afstemt med lokalområdet.

Derfor er Jakobs og Gerts bebrejdelser ikke fair, og de gør borgerinddragelsen dårligere, end den er. Og det er usundt for vores fællesskab.

Derfor er Jakobs og Gerts bebrejdelser ikke fair, og de gør borgerinddragelsen dårligere, end den er. Og det er usundt for vores fællesskab.

Tak, men nej tak: Hold fingrene fra Aarhusbugten

/i , /af

Brancheorganisationen Forsikring & Pension vil udvikle Aarhus Havn til en “superhavn” – og tak for det. Men nej tak.

Det forslag, som Forsikring & Pension lancerer, indebærer nemlig i praksis en genoplivning af en havneudvidelse, som er blevet tydeligt og massivt afvist af byens borgere for ganske nylig.

Derfor skal de holde fingrene fra Aarhusbugten.

Hvis en fremtidig udbygning af Aarhus Havn skal overvejes, må den ske inden for de eksisterende rammer. Det betyder, at en eventuel rolle som “superhavn” i så fald må basere sig på en intern optimering og smartere anvendelse af de nuværende havnearealer.

Hvis Forsvaret eller den grønne industri har behov, må vi se på, hvordan de eksisterende arealer på havnen kan bringes i spil – ikke, hvordan vi kan æde os ud i Aarhusbugten og ignorere borgernes vilje.

Vi er Danmarks største containerhavn, og vores geografi er en styrke. Derfor er det ikke mærkeligt, at både stat og investorer ser på Aarhus med interesse.

Men den fremtidige udvikling skal ske med respekt for de beslutninger, der er truffet lokalt – og for den natur, som flertallet af århusianerne vil beskytte. En fremtidig havnestrategi må derfor være demokratisk forankret, ikke dikteret oppe- eller udefra.

Aarhus Airport bør have en ny funktion – inden det er for sent

/i , /af

Igennem flere år har vi set Aarhus Airport styrtdykke mod fallitten. I yderste konsekvens kommer det igen til at gå økonomisk ud over borgerne i Aarhus Kommune.

For medmindre noget meget overraskende sker snart, kommer vi med nogen sandsynlighed til at skulle sende flere penge til lufthavnen i Tirstrup. For lufthavnen er ikke blevet en bedre forretningsidé, siden den sidste investor trak sig.

Lufthavnen mangler simpelthen det nødvendige kundegrundlag. Konkurrencen med Billund og Aalborg har været skæv fra start, og deres forspring er for stort. Skal man kunne tiltrække passagerer i det jyske lufthavnslandskab, kræver det et markant anderledes tilbud – og især en mere bynær placering. Den mulighed havde vi i 2016, men den blev forpasset, og nu er det for sent.

Købstilbuddet fra amerikanskejede Fairchild har ikke gjort grunden til bekymring mindre – tværtimod.

Vi kan stille os selv mange spørgsmål om, hvad det er, de vil med lufthavnen, for en forretningsplan er ikke blevet fremlagt. Og det kan undre, at der er nogen som helst i det politiske landskab, der kan synes, at det er en god idé at sælge til stort set ukendte bagmænd med tilknytning til amerikanske militærkredse.

Når den amerikanske præsident ikke vil udelukke militær magtanvendelse i Grønland, så bør vi udvise den største forsigtighed, for lufthavnen er kritisk infrastruktur.

Hvis handlen glipper, må vi i stedet indlede seriøse drøftelser med andre typer af aktører – med det mål at finde en bæredygtig og samfundsnyttig funktion for området.

Et konkret bud kunne være at sælge hele området tilbage til staten. Lufthavnen blev oprindeligt købt fra staten omkring årtusindskiftet, og nu er Forsvaret i gang med at gøre området klar til at huse en del af de nye F-35-kampfly. Det skaber mulighed for oplagte forsvarssynergier, som bør tænkes langt mere strategisk.

I den verden, vi befinder os i – præget af geopolitiske spændinger og nye trusler – giver det derfor god mening at overveje, hvordan området ved Tirstrup kan spille en rolle i Danmarks fremtidige sikkerhedspolitik.

Eksempelvis ved etablering af en militær logistik- og forsyningsskole, en dansk forsvarshøjskole eller et militært akademi, en base for specialiserede øvelsesfunktioner eller kasernekapacitet, som vi i dag mangler.

Vi skal turde indse, at den nuværende model for Aarhus Airport ikke virker. Og vi skal indse, at vi ikke længere kan regne med USA, og at Europa skal kunne mere selv.

Måske kan et militært område i Tirstrup sikre en mere meningsfyldt og samfundsnyttig anvendelse end i dag.

Vi skal turde indse, at den nuværende model for Aarhus Airport ikke virker. Og vi skal indse, at vi ikke længere kan regne med USA, og at Europa skal kunne mere selv.

Renseanlægget bør skæres til for bugtens skyld – drop det milliondyre parkmiljø

/i , /af

Det er en kendsgerning, at Aarhus har et tvingende behov for et nyt renseanlæg. De nuværende er teknologisk forældede og klima- og miljømæssigt utilstrækkelige til at håndtere byens vækst og udvikling.

Byrådet har fået fremlagt de juridiske, tekniske og miljømæssige rammer og har nu desværre kun et begrænset manøvrerum, hvilket medfører at renseanlægget skal placeres i Aarhusbugten.

Havde tidligere byråd prioriteret Aarhusbugten højere, og havde den politiske ledelse sat en anden retning, havde man helt sikkert fundet en plads på havnens eksisterende arealer. Men den mulighed er nu effektivt forpasset – og for den politiske prioritering kommer vi derfor til at betale prisen.

Nu er det vores opgave at sikre, at prisen ikke bliver højere end nødvendigt. I den forbindelse er det en glæde, at Aarhus Vand har optimeret betydeligt på anlæggets design. Det kommende renseanlæg bliver nemlig langt mere kompakt og effektivt end de gamle – og dét er vigtigt.

Men der er mere at komme efter, for i designparadigmet indgår en beslutning om, at anlægget også skal fungere som rekreativt område – med friarealer, beplantning og plads til ophold. En slags udflugtsmål.

Og her begynder vi at bevæge os over grænsen for, hvad der er nødvendigt, og over til hvad der kunne være rart at have – men som ikke er essentielt for anlægget.

For hvorfor skal vi indvinde havområde fra Aarhusbugten blot for at skabe et nyt grønt parkmiljø? Er bugtens blå vand ikke i sig selv rekreativt nok? Og ønsker man græs og træer, findes Tangkrogen og Mindeparken få hundrede meter derfra.

Det gør ondt at skulle tage mere fra bugten – den er en af byens mest værdifulde naturressourcer. Og det virker helt forkert at inddrage havmiljø for at skabe rekreative områder, som ikke er strengt nødvendige for renseanlæggets funktion.

Det er ikke et kompromis med miljøet – det er et overgreb. Og så koster det anslået et trecifret millionbeløb at indvinde.

Derfor bør vi nu skære til: Byens nye renseanlæg skal være moderne, kompakt og så skånsomt over for vores natur som muligt. Og det er muligt at komprimere anlægget med omtrent en tredjedel uden at gå på funktionelt kompromis – og endda opnå en mindre besparelse i både anlæg og drift som konsekvens af kortere rørføringer. Uden at skulle inddrage yderligere arealer på den bestående havn eller flytte bestående virksomheder.

Hvorfor skulle vi ikke gøre det?

Hovedforslaget for Aarhus ReWater.
Radikale Venstres reducerede forslag.

Hvis borgerne klager og får ret, så står vi i l… til halsen – bogstavelig talt

/i , /af

Aarhus har brug for et nyt renseanlæg. Det er der bred enighed om. Men det er ikke ensbetydende med, at første og letteste løsning er den rigtige – især ikke, når det går ud over Aarhusbugten og Tangkrogen.

Og det er lidt vildt, at Aarhus Kommune i kølvandet på havneudvidelsen ikke er mere imødekommende over for at justere planerne for Rewater bare en lille smule. Har vi allerede glemt, hvor galt det gik, da borgernes kritik dengang blev overhørt?

Det er tvingende nødvendigt, at det nye renseanlæg står klart i 2036, så er det et farligt gamble ikke at stoppe op og lytte nu. For hvis borgerne klager og får medhold i planklagenævnet i 2028, når lokalplanen skal behandles, så kan et nyt renseanlæg måske først stå færdig i 2045 eller senere.

Hvis det sker, så står vi i l… til halsen.

Borgerne, eller det vil sige foreningen Beskyt Havmiljøet i Danmark, har denne gang fremlagt alternative forslag – fem i alt – som alle forsøger at beskytte bugten. Alligevel bliver de afvist ét for ét uden mærkbar vilje til at tage dem helt alvorligt.

Vi skylder århusianerne at finde den bedst mulige løsning – ikke bare den letteste. Et renseanlæg kan og skal bygges, men det kan gøres mere skånsomt.

Af hensyn til Aarhusbugten skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at reducere anlæggets omfang uden at mindske kapaciteten: Undlad ikke driftsrelaterede funktioner som park- og udflugtsmål. Flyt alt, hvad der overhovedet kan placeres på land, og genanvend mest muligt af det eksisterende renseanlægs arealer, så arealbehovet reduceres mest muligt.

Jeg stiller mig på Aarhusbugtens side.

Læs debatindlægget her:https://stiften.dk/debat/hvis-borgerne-klager-og-faar-ret-saa-staar-vi-i-l-til-halsen-bogstavelig-talt?

Nyt renseanlæg: Forløbet minder om havneudvidelsen

/i , /af

Aarhus’ kommende renseanlæg Rewater er nødvendigt. Vores nuværende renseanlæg er utidssvarende, og med en fortsat befolkningstilvækst og tilflytning af virksomheder er kapaciteten snart brugt op. Der skal findes en løsning. Men at noget er nødvendigt, betyder ikke, at det skal gennemføres uden størst mulig omtanke for omgivelserne – eller uden stort hensyn til alle dem, der sætter pris på Aarhusbugten. For det er Aarhusbugten og Tangkrogen, der må holde for, når Rewater skal opføres.

Og det virker uklogt, at magthavere afviser ethvert alternativ fremlagt af borgerne, som udfordrer planerne og anviser andre løsninger. Foreningen Beskyt Havmiljøet i Danmark har fremlagt fem alternative forslag, som alle i større eller mindre grad beskytter Aarhusbugten og Tangkrogens karakter, men ikke ét af forslagene er blevet taget positivt imod. I stedet er de blevet skudt ned – én for én – med eksterne redegørelser, der konkluderer, at det kun er Aarhus Vands eget forslag, der duer. Men kan det virkelig passe?

Her får man et déjà vu. For uden sammenligning i øvrigt minder det om forløbet omkring havneudvidelsen: Også her stod rådgivere parat for at dokumentere, at alt andet end den foreslåede kæmpeudvidelse var urealistisk. Borgerne sagde noget andet. Kritikerne sagde noget andet. Og de fik ret. Den officielle linje holdt ikke vand.

Den store forskel er, at renseanlægget – i modsætning til havneudvidelsen – er et reelt behov. Men netop fordi det er reelt, må vi også insistere på at finde den bedst mulige løsning – ikke bare den, der er lettest at gennemføre inden for eksisterende systemer og vanetænkning.

Det kræver mere kreativitet. Mere mod. Og vigtigst af alt: Mere lydhørhed over for borgerne og dem, som mener noget andet.

Aarhusbugten er en af byens vigtigste naturværdier, som vi har et kæmpe ansvar for at bevare og beskytte. Gør vi det, tager vi borgerne alvorligt, og bevarer, beskytter og opretholder vi også tilliden til systemet og vores demokrati.

Jeg tror på, at der er en vej, og den indebærer, at beslutningstagerne lytter til borgerne og tør justere kursen, selvom systemet bevæger sig i en anden retning. Helt konkret: et renseanlæg, der gør mindre indhug og i højere grad skåner Aarhusbugten.

Det er på tide, at Aarhus Havn begynder at tale om visioner

/i , /af

Havnedirektør Thomas Haber Borch udtrykte forleden her i avisen bekymring over pladsmangel på Aarhus Havn. Det er forståeligt – vi er mange, der ønsker, at det går havnen godt. En stærk havn er vigtig for både erhvervsliv og forsyningssikkerhed.

Men i stedet for at fokusere ensidigt på at få mere plads, bør havnen tage fat på en nødvendig optimering af de eksisterende arealer. Andre havne rundt om i verden håndterer 200–300 procent mere containergods pr. hektar end Aarhus Havn. Det viser, at potentialet for forbedring er stort.

Det er på tide, at Aarhus Havn begynder at tale om visioner: smartere logistik, bedre teknologi og mere effektiv brug af pladsen. Udviklingen skal handle om mere end blot udvidelser ud i bugten – for det kan Aarhus Havn glemme alt om. Den skal handle om fremtiden.

Sådan kan vi ride stormen af: Vi må opruste – også her i Aarhus

/i , /af

Af: Martin Lidegaard, medlem af Folketinget og politisk leder, Sigrid Friis, medlem af Europa Parlamentet, Rabih Azad-Ahmad og Metin Lindved Aydin, medlemmer af Aarhus Byråd, alle valgt for Radikale Venstre. 

Europa befinder sig i en skæbnestund. Det er nu, det gælder. Verden banker – ja, hamrer – på vores dør, og det er op til os selv, hvordan vi besvarer den. Kun én ting er sikkert: De beslutninger, vi træffer nu, kommer til at definere vores egen fremtid.

I Radikale Venstre er vi ikke i tvivl om, hvad svaret skal være. Hvad svaret må være. Tiden er til at skabe Den Europæiske Forsvarsunion. En europæisk forsvarsalliance, bestående af EU-landene, Storbritannien, Norge og andre villige kræfter, med en fælles kommandostruktur, fælles indkøb og fælles militærtræning.

Når vi i Radikale Venstre foreslår en fælles europæisk forsvarsunion, er det ikke, fordi vi stoler mere på europæiske generaler end danske. Det er heller ikke, fordi vi kerer os mere om Bruxelles end Brabrand. Tværtimod. Det er, fordi vi ved, at forsvaret af Danmark – af vores lokale forhold her i Aarhus sågar – starter med forsvaret af Europa.

Europa råder i dag over dobbelt så mange soldater som USA, tre gange så mange kampvogne og langt flere kampfly. Det gør os, på papiret, til en militær stormagt. Men vores militære kapaciteter forslår lige nu som en skrædder i helvede, fordi vi hverken har evnet eller ønsket at integrere dem i en samlet europæisk forsvarsstyrke.

Det er vi nødt til at lave om. For selvom stormen, der lige nu raser i Europa, er alvorlig, må vi ikke gøre os selv magtesløse. Vi må stå sammen og give os selv de bedste muligheder for at komme igennem uvejret.

Etableringen af en fælles europæisk forsvarsunion betyder ikke, at ansatte på Garnison Aarhus fremover skal flyve til Strasbourg på arbejde, eller at vores soldater pludselig kan sendes i krig uden dansk godkendelse. Det betyder derimod, at samarbejdet og koordineringen med vores europæiske naboer skal være langt bedre end i dag, så vi side om side kan agere det bolværk, der skal holde vores modstandere stangen.

Det er ikke kun i den europæiske bus, at vi er nødt til at rykke sammen og tætne fællesskabet. Det er også afgørende, at vi gør det lokalt. Også her i Aarhus.

Med de mange kriser, vi står overfor, er “forsvar” ikke længere udelukkende lig krudt, kugler og militær oprustning. Det er også lig oprustning på de indre linjer. Det er mindst lige så vigtigt, at vi sideløbende med de hårde militære investeringer også sikrer en lokal, åndelig oprustning. I vores skoler, gymnasier, højskoler, universiteter og alle andre institutioner, som sikrer den demokratiske (ud)dannelse af de kommende generationer.

Uden en fælles oprustning på de ydre linjer kan vi ikke forsvare os selv. Uden en