Metin Lindved Aydin

Vi arbejder for forandring, ikke for avisen

/i /af

Debatredaktør Helle Køhler Holm ærgrer sig i et indlæg i avisen. Hun konstaterer, at politikerne efter valget er blevet tavse og ikke gider formulere debatindlæg længere.

Særligt de, som er blevet valgt og er kommet højt op i magtapparatet, bebrejdes for ikke at ville kommunikere med “pøbelen”, som hun skriver.

Pøbelen!

Som om det er sådan, vi politikere tænker om befolkningen, vores arbejdskollegaer, naboer, hinanden og avisens læsere. Det, synes jeg, er en tarvelig dyrkelse af et konstrueret modsætningsforhold, som står i modsætning til det, jeg tænker, må være avisens fineste opgave, nemlig at bidrage til demokratisk dannelse og oplysning.


Måske er det svært at tro på, men alle vi, der bruger så vanvittigt meget tid på at mødes med borgere, drøfte problemstillinger og dilemmaer og finde løsninger sammen med vores politiske kollegaer, ja, vi gør det faktisk, fordi vi ønsker at skabe en positiv forandring i vores samfund. For vores allesammens skyld og i dyb respekt for den tillid, der er blevet givet ved valget af os.
Og efter et valg er det bare sådan, at vi bruger mere tid på at arbejde for forandring og mindre på at skrive indlæg til avisernes debatsider. Det må være i alles interesse.

Hvor er de offentligt ansattes ytringsfrihed?

/i /af

Debatten om Aarhus Kommunes mobilitetschef, Morten Skou Nicolaisen, rammer ned i et langt større og langt vigtigere spørgsmål: Har offentligt ansatte egentlig reel ytringsfrihed, eller har vi kun ytringsfrihed for de ansatte, der tier stille?

En ting er de formelle regler. Noget helt andet er den virkelighed, som næsten en million offentligt ansatte lever i hver dag. En virkelighed, hvor kritik kan koste dyrt, og hvor selv fagligt begrundede synspunkter bliver mødt med krav om “at blive banket på plads” af den ansvarlige rådmand. Episoden bør få os alle til at stoppe op.

I en artikel bragt her i avisen kan man læse, hvordan et opslag på LinkedIn fra den kommunale mobilitetschef får Venstre og Liberal Alliance til at kræve samtaler, markere mistillid og i praksis true med disciplinære konsekvenser. Det er opsigtsvækkende. Ikke fordi man skal være enig i indholdet af mobilitetschefens opslag. Ikke fordi embedsmænd skal drive partipolitik. Men fordi tonen fra politikerne viser præcis det problem, som mange offentligt ansatte kender alt for godt, nemlig at offentligt ansatte har begrænset ytringsfrihed.

Den mest effektive måde at udhule offentligt ansattes ytringsfrihed er at insistere på, at man ikke må politisere. For alt er politisk. Og hvem afgør, hvornår noget er for “politisk”? Er det når en analyse, ikke passer ind i et partis fortælling? I den aktuelle sag Venstre og Liberal Alliances fortællinger. Her bliver definitionen af “for politisk” alt for let reduceret til: “noget, vi ikke kan lide”.

Det er et demokratisk paradoks, at netop de mennesker, der ved mest om, hvad der foregår i vores velfærdssamfund, det være sig lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, sagsbehandlere, planlæggere, er dem, der i praksis tør sige mindst.

Offentligt ansatte er garanteret ytringsfrihed af loven. Men lovgivning hjælper ikke meget, hvis konsekvensen af at ytre sig bliver, at man indkaldes til “samtale”, at en politiker offentligt udtrykker mistillid, at ens leder får presset en sag i hænderne, eller at man bliver anklaget for illoyalitet i stedet for at blive taget alvorligt.

Det er sådan en frygtkultur, der får medarbejdere til at holde kæft. Og det er farligt for demokratiet.

At kalde det “politisering”, når en embedsmand udtrykker sig om noget, han ved noget om, er absurd. Det svarer til at bede en sygeplejerske om ikke at mene noget om sundhedspolitik eller en lærer om ikke at sige noget om folkeskolen. Hvis landets dygtigste fagfolk ikke må deltage i debatten, hvem skal så? Influencere? Kommentarsporene på de sociale medier? Interesseorganisationer?

I Radikale Venstre vil vi gerne høre fra dem, der ved noget om noget. Det gælder både internt på Rådhuset såvel som i det offentlige rum. For et demokrati, hvor kun politikerne og erhvervsorganisationerne taler højt, er et fattigere demokrati.

Metin Lindved Aydin, spidskandidat Aarhus Radikale Venstre, Martin Lidegaard, politisk leder Radikale Venstre

Radikale Venstre vil investere 938 mio. i Aarhus’ børn og unge

/0 Kommentarer/i , , , , , , /af

Skoler, daginstitutioner og fritidsordninger er blandt de absolut vigtigste dagsordener i valgkampen. Kommunerne kan dog ikke løfte hele opgaven alene, og derfor offentliggør Martin Lidegaard i dag Radikale Venstres kommunale børneløfte.

Pressemeddelelse fra Radikale Venstre, Christiansborg

For Aarhus Kommune kan børneløftet betyde 938,6 mio. kr. ekstra til f.eks. tolærerordninger og at forbedre indeklimaet i klasseværelserne eller gratis skolemad.

Det er en kommunal kerneopgave at sikre gode skoler, stærke fritidstilbud og daginstitutioner, som vi trygt kan aflevere vores børn i hver morgen.

Men med tilbagevendende historier om børn og unge i mistrivsel, markante stigninger i ufrivilligt skolefravær, lukkede fritidsinstitutioner, mangel på uddannet personale og utilfredsstillende kvalitet i vuggestuer og børnehaver, er det ikke underligt, at børn og unge, deres rammer, trivsel og muligheder, er et af de absolut vigtigste temaer I valgkampen.

Historie fra Aarhus Stiftstidende: Voldsom stigning: Flere forældre må opgive jobbet for at passe børn, der mistrives i skolen

Men hvis området skal have et reelt løft, så kræver det ifølge Radikale Venstre ikke kun en stærk kommunal indsats. Politikerne på Christiansborg skal også være deres ansvar bevidst og prioritere vores børn og unge helt anderledes højt, end vi gør i dag. Det er ikke nok at fjerne skærmene i skolen og på fritidshjemmet. Vi skal også tale om, hvad vi sætter i stedet for.  

Derfor lancerer Martin Lidegaard i dag partiets kommunale børneløfte.

Et udspil, der vil investere massivt i skoler og daginstitutioner og blandt andet sikre gratis skolemad til alle børn, flere lærere i klasselokalerne, bedre indeklima og flere uddannede pædagoger i børnehaver og vuggestuer.

For Aarhus kan det betyde investeringer for hele 938,6 mio. kr. i kommunens børn og unge, hvis udspillet bliver til virkelighed.

“Jeg ved, at byrødder og lokalpolitikere fra Radikale Venstre i alle kommuner kæmper en brav kamp for at styrke skoler, børnehaver og vuggestuer, og her er Aarhus ingen undtagelse. Men man kan nu engang kun spille de kort, man har på hånden, og her bærer vi Christiansborg-politikere en stor del af ansvaret for, at give Aarhus Kommune bedre muligheder og større økonomi”
– Martin Lidegaard

”Jeg ved, at byrødder og lokalpolitikere fra Radikale Venstre i alle kommuner kæmper en brav kamp for at styrke skoler, børnehaver og vuggestuer, og her er Aarhus ingen undtagelse. Men man kan nu engang kun spille de kort, man har på hånden, og her bærer vi Christiansborg-politikere en stor del af ansvaret for, at give Aarhus Kommune bedre muligheder og større økonomi. Vi har lavet for mange regler og afsat for få penge til det vigtigste: Voksnes tid og nærvær med børn,” siger Martin Lidegaard og fortsætter:

”I alt for lang tid er børne- og ungeområdet blevet behandlet med lappeløsninger. Hvis man investerer et sted, så sparer man typisk et andet. Det er på tide, at vi tager vores børns trivsel og læring alvorligt. De er vores fælles fremtid. Den ene historie efter den anden har dokumenteret, at vi ikke kan nøjes med lidt penge hist og her – området skal løftes som et samlet hele.”

Metin Lindved Aydin, Aarhus Radikale Venstres spidskandidat, siger om udspillet og perspektivet for Aarhus med det radikale børneløfte:

“Når jeg taler med forældre i Aarhus, er de optaget af vores børns trivsel, og de er optaget af, at vi folkevalgte sikrer og investerer i, at indeklimaet på skolerne løftes, og at der er nok lærere og pædagoger til at møde børn og unges behov. Derfor glæder jeg mig over, at vi i Radikale Venstre, i et samarbejde mellem Christiansborg og Aarhus, i dag fremlægger en kæmpe prioritering af Aarhus’ næste generation. På den her måde kan vi sammen skabe et bedre Aarhus, som vi i Aarhus Radikale Venstre hele tiden arbejder for.” 

Børn og Unge har i Aarhus Kommune i 2025 et samlet brutto-budget ca. 7,0 mia. kr.. Heraf udgør indtægterne ca. 1,2 mia. kr., så den egentlig kommunale nettoudgift er ca. 5,8 mia. kr..

Investering på 938 mio. i Aarhus’ børn og unge

Radikale Venstres kommunale børneløfte vil blandt andet kunne finansiere:

  • Skolemad til alle børn
  • To lærer i klasselokalerne i halvdelen af tiden
  • Ordentlig forberedelsestid til lærerne
  • Flere uddannede pædagoger i vuggestuer og børnehaver og små børnegrupper – hele dagen
  • Bedre indeklima i klasselokalerne 
  • Lejrskoler, oplevelser, kunst og teater til alle børn hvert år
  • Investeringer i lærer- og pædagoguddannelserne

På nationalt plan vil Radikale Venstres børneløfte alt i alt omfatte investeringer for 15 mia. kr., som er finansieret ved partiets 2030-plan.
Læs mere om det radikale børneløfte til alle landets kommuner her.


Martin Lidegaard besøger Aarhus-valgkampen 

Martin Lidegaard besøger Aarhus-valgkampen mandag aften den 10. november og tirsdag den 11. november.
Tentativt program, tirsdag 11. november:

07:30 Gadekampagne med kandidater ved BSS
08:00-9:30 Aarhus Katedralskole
10:00-11:30 Risskov Gymnasium 
12:00-13:15 Gadekampagne med kandidater på Clemens Bro

Vi er parate til at gå lidt længere: I stedet for at rive ned skal vi sælge ud

/i , , /af

Aarhus står på tærsklen til en boligkrise – efterspørgslen er der, men udbuddet følger ikke med. Borgmester Anders Winnerskjold har fremlagt et ambitiøst boligudspil, der skal sikre, at vores by ikke udvikler sig til en by som København, hvor almindelige lønmodtagere og unge presses ud af boligmarkedet. Det er et vigtigt skridt.

Boligudspillet er klogt af tre grunde:

– Winnerskjold sætter fokus på bredden i boligbyggeriet – ikke kun flere lejligheder, men også parcelhuse, seniorboliger og almene boliger. Det understøtter den blandede by, som vi ved fungerer.

– Der skal udbydes et meget stort antal byggegrunde inden 2030, så familier har mulighed for at blive i kommunen frem for at flytte ud og lægge A-skatten i omegnskommunerne.

– Der skal gøres op med kommunalt bureaukrati, der for længe har sinket byggeriet, og samtidig stilles krav i lokalplanerne, så vi sikrer variation og arkitektonisk og funktionel kvalitet.

Det er klogt, fordi det er nødvendigt, hvis Aarhus fortsat skal være en by for alle – ikke kun for dem med høje indtægter.

Men i Radikale Venstre vil vi gerne gå lidt videre.

En meget overset ejerform i boligdebatten er andelsboligen. Andelssektoren giver folk med helt almindelige lønninger mulighed for at få adgang til egen bolig også med kun én indtægt i husstanden. Det er en boligform, der bygger på fællesskab, økonomisk ansvarlighed og langsigtet stabilitet. Derfor bør Aarhus Kommune aktivt fremme flere andelsprojekter i de kommende år – både i nybyggeri og ved omdannelse af eksisterende ejendomme.

Og meget aktuelt, grundet en nært forestående domsafsigelse i EU, må vi også se på, hvordan vi behandler de almene boliger, vi allerede har. For i stedet for at nedrive boligblokke, der kunne blive til gode hjem for mennesker, bør vi skabe flere muligheder for, at beboerne selv kan købe deres lejligheder – enten som ejer- eller andelsboliger. Det vil give en stærkere følelse af ejerskab, ansvar og stolthed blandt beboerne.

Det handler om, hvordan vi sikrer sammenhængskraften i vores by. Aarhus skal være et sted, hvor sygeplejersken, håndværkeren, læreren og den studerende kan finde et hjem side om side med akademikeren og direktøren med mangfoldighed, fællesskab og muligheder for alle.

Hvad får Aarhus egentlig ud af flere højhuse?

/i , /af

Aarhus er smuk – blandt andet fordi man kan se horisonten. Fordi man kan orientere sig i byens landskab. Fordi byen har en kendt og elsket silhuet.

Men den er under pres.

For de seneste mange års højhusprojekter har ændret byens konturer, kastet skygger, stjålet udsigt og skabt trafikproblemer i områder, hvor trafikken i forvejen afvikles trægt – i en infrastruktur, der var tiltænkt færre biler, end højhusene bringer med sig.

Kæmpebyggerier påvirker byen mere end noget andet. Derfor bør de behandles med stor ordentlighed og grundighed – både politisk og teknisk. Nogle steder i byen er det lykkedes. Andre steder ikke.

Højhuse bidrager med en fænomenal udsigt – for de få, der kan bo på toppen. De kan være en god forretning for dem, der udvikler dem. Og enkelte højhuse kan fungere som arkitektoniske vartegn, der bidrager positivt til byens identitet.

Men er der virkelig ingen, der har spurgt sig selv, hvad det egentlig er, vi mister, når højhusene får lov at rejse sig?

Der er næppe noget, der i samme grad driver boligpriserne i et område i vejret som højhusbyggeri, og det gør det sværere for almindelige mennesker at have råd til at slå sig ned i et område.

Store byggerier kan virke fremmedgørende, og det er indlysende, at beboerne i stueetagen med god grund kan have svært ved at opnå et nært naboskab med dem, der bor på 18. etage.

Infrastrukturen i en historisk by som Aarhus er kun få steder gearet til at håndtere den øgede trafikmængde, som følger med store byggerier. Og det betyder mere trængsel og utryghed i trafikken.

Og så må man spørge sig selv: Hvilket behov er det egentlig, der har drevet ønsket om at efterligne udenlandske metropolers skyline? Er det blot et politisk – men i virkeligheden provinsielt og naivt – ønske om at fremstå ”stor”, der har kostet os udsigten, solen og forbindelsen til himlen? Hvilken anden værdi har vi egentlig fået?

I Berlin og Paris har man indført højdebegrænsninger på byens bygninger for at bevare deres særlige karaktertræk og identitet. I Radikale Venstre mener vi, at vi bør lade os inspirere heraf og dermed sikre noget af det helt særlige, vi har i Aarhus – kigget til bugten, over skovene, henover hustagene mod domkirken og rådhustårnet. Det er en del af byens identitet, og når vi bygger højt, forsvinder det. Når vi lukker himlen ude, er den væk.

Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at man ikke må bygge højere end seks etager i den centrale by. Ikke fordi vi vil bremse udviklingen, men fordi vi vil sikre, at udviklingen sker i øjenhøjde – med respekt for dem, der bor her, og dem, der kommer efter os.

Vi ønsker en byudvikling med omtanke, skønhed og menneskelighed. Og vi ønsker, at Aarhus tør sige nej, når svaret på “hvad får vi ud af det?” lyder: Ikke nok.

Byen er vores hjem – og vi skal passe på den, for alles skyld, der bor i den.

Borgerinddragelsen er ikke til pynt, Jakob og Gert: Det er en fair proces ved Vosnæs

/i , , /af

I et debatindlæg i Århus Stiftstidende udtrykker Danmarksdemokraternes byrådsmedlem i Aarhus, Jakob Søgaard Clausen, at høringsprocessen om vindmøller ved Vosnæs blot er til “pynt” – et spil for galleriet. Han deler fortællingen med Venstres Gert Bjerregaard, og de to skiftes til at være mest indignerede over borgerinddragelsen i sagen.

Dermed opstiller de et opportunt – det er jo valgår – men farligt modsætningsforhold: Borgeren – den lille mand – over for et magtapparat, som de selv er en del af, men tager afstand fra. Det er en tillidsundergravende retorik, som bidrager til en polarisering, som i sidste ende gør samfundet fattigere – både politisk og socialt. Det bidrager simpelthen ikke til fællesskabet.

De kan have ret i, at borgerinddragelsen altid kan blive bedre. Og det arbejder vi også løbende med. En ny model for borgerinddragelse er under udvikling i Aarhus Kommune. Men vi må være fair over for den proces, som faktisk har fundet sted – også over for de mange mennesker, der har bidraget.

Jeg kan ikke opremse, hvor mange embedsfolk der har deltaget i møder med både tilhængere og modstandere, større borgermøder, faciliteret workshops og gennemgået høringssvar. Det har været en omfattende og aktiv proces. Jakob, Gert og jeg har deltaget i mange møder med borgere, både på rådhuset og i lokalområdet.

Og endelig skal vi huske, at Skødstrup Fællesråd – kommunens lokale høringspart – tilbage i 2016 med deres høringssvar bakkede op om vindmøller ved Vosnæs. Placeringen er altså ikke grebet ud af luften, men afstemt med lokalområdet.

Derfor er Jakobs og Gerts bebrejdelser ikke fair, og de gør borgerinddragelsen dårligere, end den er. Og det er usundt for vores fællesskab.

Derfor er Jakobs og Gerts bebrejdelser ikke fair, og de gør borgerinddragelsen dårligere, end den er. Og det er usundt for vores fællesskab.

Tak, men nej tak: Hold fingrene fra Aarhusbugten

/i , /af

Brancheorganisationen Forsikring & Pension vil udvikle Aarhus Havn til en “superhavn” – og tak for det. Men nej tak.

Det forslag, som Forsikring & Pension lancerer, indebærer nemlig i praksis en genoplivning af en havneudvidelse, som er blevet tydeligt og massivt afvist af byens borgere for ganske nylig.

Derfor skal de holde fingrene fra Aarhusbugten.

Hvis en fremtidig udbygning af Aarhus Havn skal overvejes, må den ske inden for de eksisterende rammer. Det betyder, at en eventuel rolle som “superhavn” i så fald må basere sig på en intern optimering og smartere anvendelse af de nuværende havnearealer.

Hvis Forsvaret eller den grønne industri har behov, må vi se på, hvordan de eksisterende arealer på havnen kan bringes i spil – ikke, hvordan vi kan æde os ud i Aarhusbugten og ignorere borgernes vilje.

Vi er Danmarks største containerhavn, og vores geografi er en styrke. Derfor er det ikke mærkeligt, at både stat og investorer ser på Aarhus med interesse.

Men den fremtidige udvikling skal ske med respekt for de beslutninger, der er truffet lokalt – og for den natur, som flertallet af århusianerne vil beskytte. En fremtidig havnestrategi må derfor være demokratisk forankret, ikke dikteret oppe- eller udefra.

Aarhus Airport bør have en ny funktion – inden det er for sent

/i , /af

Igennem flere år har vi set Aarhus Airport styrtdykke mod fallitten. I yderste konsekvens kommer det igen til at gå økonomisk ud over borgerne i Aarhus Kommune.

For medmindre noget meget overraskende sker snart, kommer vi med nogen sandsynlighed til at skulle sende flere penge til lufthavnen i Tirstrup. For lufthavnen er ikke blevet en bedre forretningsidé, siden den sidste investor trak sig.

Lufthavnen mangler simpelthen det nødvendige kundegrundlag. Konkurrencen med Billund og Aalborg har været skæv fra start, og deres forspring er for stort. Skal man kunne tiltrække passagerer i det jyske lufthavnslandskab, kræver det et markant anderledes tilbud – og især en mere bynær placering. Den mulighed havde vi i 2016, men den blev forpasset, og nu er det for sent.

Købstilbuddet fra amerikanskejede Fairchild har ikke gjort grunden til bekymring mindre – tværtimod.

Vi kan stille os selv mange spørgsmål om, hvad det er, de vil med lufthavnen, for en forretningsplan er ikke blevet fremlagt. Og det kan undre, at der er nogen som helst i det politiske landskab, der kan synes, at det er en god idé at sælge til stort set ukendte bagmænd med tilknytning til amerikanske militærkredse.

Når den amerikanske præsident ikke vil udelukke militær magtanvendelse i Grønland, så bør vi udvise den største forsigtighed, for lufthavnen er kritisk infrastruktur.

Hvis handlen glipper, må vi i stedet indlede seriøse drøftelser med andre typer af aktører – med det mål at finde en bæredygtig og samfundsnyttig funktion for området.

Et konkret bud kunne være at sælge hele området tilbage til staten. Lufthavnen blev oprindeligt købt fra staten omkring årtusindskiftet, og nu er Forsvaret i gang med at gøre området klar til at huse en del af de nye F-35-kampfly. Det skaber mulighed for oplagte forsvarssynergier, som bør tænkes langt mere strategisk.

I den verden, vi befinder os i – præget af geopolitiske spændinger og nye trusler – giver det derfor god mening at overveje, hvordan området ved Tirstrup kan spille en rolle i Danmarks fremtidige sikkerhedspolitik.

Eksempelvis ved etablering af en militær logistik- og forsyningsskole, en dansk forsvarshøjskole eller et militært akademi, en base for specialiserede øvelsesfunktioner eller kasernekapacitet, som vi i dag mangler.

Vi skal turde indse, at den nuværende model for Aarhus Airport ikke virker. Og vi skal indse, at vi ikke længere kan regne med USA, og at Europa skal kunne mere selv.

Måske kan et militært område i Tirstrup sikre en mere meningsfyldt og samfundsnyttig anvendelse end i dag.

Vi skal turde indse, at den nuværende model for Aarhus Airport ikke virker. Og vi skal indse, at vi ikke længere kan regne med USA, og at Europa skal kunne mere selv.

Renseanlægget bør skæres til for bugtens skyld – drop det milliondyre parkmiljø

/i , /af

Det er en kendsgerning, at Aarhus har et tvingende behov for et nyt renseanlæg. De nuværende er teknologisk forældede og klima- og miljømæssigt utilstrækkelige til at håndtere byens vækst og udvikling.

Byrådet har fået fremlagt de juridiske, tekniske og miljømæssige rammer og har nu desværre kun et begrænset manøvrerum, hvilket medfører at renseanlægget skal placeres i Aarhusbugten.

Havde tidligere byråd prioriteret Aarhusbugten højere, og havde den politiske ledelse sat en anden retning, havde man helt sikkert fundet en plads på havnens eksisterende arealer. Men den mulighed er nu effektivt forpasset – og for den politiske prioritering kommer vi derfor til at betale prisen.

Nu er det vores opgave at sikre, at prisen ikke bliver højere end nødvendigt. I den forbindelse er det en glæde, at Aarhus Vand har optimeret betydeligt på anlæggets design. Det kommende renseanlæg bliver nemlig langt mere kompakt og effektivt end de gamle – og dét er vigtigt.

Men der er mere at komme efter, for i designparadigmet indgår en beslutning om, at anlægget også skal fungere som rekreativt område – med friarealer, beplantning og plads til ophold. En slags udflugtsmål.

Og her begynder vi at bevæge os over grænsen for, hvad der er nødvendigt, og over til hvad der kunne være rart at have – men som ikke er essentielt for anlægget.

For hvorfor skal vi indvinde havområde fra Aarhusbugten blot for at skabe et nyt grønt parkmiljø? Er bugtens blå vand ikke i sig selv rekreativt nok? Og ønsker man græs og træer, findes Tangkrogen og Mindeparken få hundrede meter derfra.

Det gør ondt at skulle tage mere fra bugten – den er en af byens mest værdifulde naturressourcer. Og det virker helt forkert at inddrage havmiljø for at skabe rekreative områder, som ikke er strengt nødvendige for renseanlæggets funktion.

Det er ikke et kompromis med miljøet – det er et overgreb. Og så koster det anslået et trecifret millionbeløb at indvinde.

Derfor bør vi nu skære til: Byens nye renseanlæg skal være moderne, kompakt og så skånsomt over for vores natur som muligt. Og det er muligt at komprimere anlægget med omtrent en tredjedel uden at gå på funktionelt kompromis – og endda opnå en mindre besparelse i både anlæg og drift som konsekvens af kortere rørføringer. Uden at skulle inddrage yderligere arealer på den bestående havn eller flytte bestående virksomheder.

Hvorfor skulle vi ikke gøre det?

Hovedforslaget for Aarhus ReWater.
Radikale Venstres reducerede forslag.

Hvis borgerne klager og får ret, så står vi i l… til halsen – bogstavelig talt

/i , /af

Aarhus har brug for et nyt renseanlæg. Det er der bred enighed om. Men det er ikke ensbetydende med, at første og letteste løsning er den rigtige – især ikke, når det går ud over Aarhusbugten og Tangkrogen.

Og det er lidt vildt, at Aarhus Kommune i kølvandet på havneudvidelsen ikke er mere imødekommende over for at justere planerne for Rewater bare en lille smule. Har vi allerede glemt, hvor galt det gik, da borgernes kritik dengang blev overhørt?

Det er tvingende nødvendigt, at det nye renseanlæg står klart i 2036, så er det et farligt gamble ikke at stoppe op og lytte nu. For hvis borgerne klager og får medhold i planklagenævnet i 2028, når lokalplanen skal behandles, så kan et nyt renseanlæg måske først stå færdig i 2045 eller senere.

Hvis det sker, så står vi i l… til halsen.

Borgerne, eller det vil sige foreningen Beskyt Havmiljøet i Danmark, har denne gang fremlagt alternative forslag – fem i alt – som alle forsøger at beskytte bugten. Alligevel bliver de afvist ét for ét uden mærkbar vilje til at tage dem helt alvorligt.

Vi skylder århusianerne at finde den bedst mulige løsning – ikke bare den letteste. Et renseanlæg kan og skal bygges, men det kan gøres mere skånsomt.

Af hensyn til Aarhusbugten skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at reducere anlæggets omfang uden at mindske kapaciteten: Undlad ikke driftsrelaterede funktioner som park- og udflugtsmål. Flyt alt, hvad der overhovedet kan placeres på land, og genanvend mest muligt af det eksisterende renseanlægs arealer, så arealbehovet reduceres mest muligt.

Jeg stiller mig på Aarhusbugtens side.

Læs debatindlægget her:https://stiften.dk/debat/hvis-borgerne-klager-og-faar-ret-saa-staar-vi-i-l-til-halsen-bogstavelig-talt?