Radikale Venstre peger på Anders Winnerskjold som borgmester i Aarhus

Aarhus Radikale Venstre meddeler, at partiet peger på Socialdemokratiets Anders Winnerskjold som borgmester efter kommunalvalget 18. november.

”Socialdemokratiet og Radikale Venstre har haft et historisk stærkt samarbejde gennem mange år – det samarbejde vil vi gerne genstarte med Anders som borgmester i Aarhus” siger Radikale Venstres spidskandidat ved kommunalvalget i Aarhus, Metin Lindved Aydin, og peger på centrale politiske prioriteter:  

”Radikale Venstre vil løfte den lokale klima- og miljøindsats, så for eksempel livet kan vende tilbage i Aarhus-bugten. Vi vil investere i flere uddannede voksne til skoler og daginstitutioner, og vi vil sikre bedre og billigere kollektiv transport. Vi radikale vil investere meget mere i den næste generation, og det tror jeg på, vi kan lykkes med i tæt samarbejde med Anders og Socialdemokratiet.”

Læs også: Radikale vælger side: Her er deres favorit til borgmesterposten

”Vi vil i Radikale Venstre tage ansvar et gensidigt forpligtende samarbejde sammen med Anders, alt sammen på fundamentet af en ansvarlig og sund økonomi i Aarhus Kommune. Jeg tror på, at vi med et tillidsfuldt samarbejde kan flytte Aarhus bæredygtigt fremad og gøre byen endnu mere attraktiv for dem, der bor her – og for dem, der gerne vil flytte hertil. Sammen kan vi give et bedre Aarhus videre,” siger Metin Lindved Aydin.

Anders Winnerskjold ser frem til et tæt samarbejde:

”Jeg er enormt glad for, at Radikale Venstre i Aarhus peger på mig som borgmester efter valget. Det er en stor tillidserklæring at få, som jeg sætter stor pris på. Jeg ser frem til et tæt og konstruktivt samarbejde med Radikale Venstre om en ambitiøs grøn politik, velfærdsinvesteringer og bedre kollektiv transport – og om at skabe et endnu stærkere Aarhus for alle. Vi glæder os til sammen at gøre Aarhus til en endnu bedre by de næste mange år og årtier.”

Pressekontakt

Metin Lindved Aydin
Spidskandidat Radikale Venstre Aarhus
Telefon 29 68 57 43
Email m@aydin.dk

Julie Kajgaard
Formand Aarhus Radikale Vælgerforening
Telefon 23 44 76 19
Email formand@aarv.dk

Pressebilledet af Metin Lindved Aydin og Anders Winnerskjold er til fri afbenyttelse ved kreditering Carsten Moll. Kontakt Julie Kajgaard for yderligere billeder.

Renseanlægget bør skæres til for bugtens skyld – drop det milliondyre parkmiljø

Det er en kendsgerning, at Aarhus har et tvingende behov for et nyt renseanlæg. De nuværende er teknologisk forældede og klima- og miljømæssigt utilstrækkelige til at håndtere byens vækst og udvikling.

Byrådet har fået fremlagt de juridiske, tekniske og miljømæssige rammer og har nu desværre kun et begrænset manøvrerum, hvilket medfører at renseanlægget skal placeres i Aarhusbugten.

Havde tidligere byråd prioriteret Aarhusbugten højere, og havde den politiske ledelse sat en anden retning, havde man helt sikkert fundet en plads på havnens eksisterende arealer. Men den mulighed er nu effektivt forpasset – og for den politiske prioritering kommer vi derfor til at betale prisen.

Nu er det vores opgave at sikre, at prisen ikke bliver højere end nødvendigt. I den forbindelse er det en glæde, at Aarhus Vand har optimeret betydeligt på anlæggets design. Det kommende renseanlæg bliver nemlig langt mere kompakt og effektivt end de gamle – og dét er vigtigt.

Men der er mere at komme efter, for i designparadigmet indgår en beslutning om, at anlægget også skal fungere som rekreativt område – med friarealer, beplantning og plads til ophold. En slags udflugtsmål.

Og her begynder vi at bevæge os over grænsen for, hvad der er nødvendigt, og over til hvad der kunne være rart at have – men som ikke er essentielt for anlægget.

For hvorfor skal vi indvinde havområde fra Aarhusbugten blot for at skabe et nyt grønt parkmiljø? Er bugtens blå vand ikke i sig selv rekreativt nok? Og ønsker man græs og træer, findes Tangkrogen og Mindeparken få hundrede meter derfra.

Det gør ondt at skulle tage mere fra bugten – den er en af byens mest værdifulde naturressourcer. Og det virker helt forkert at inddrage havmiljø for at skabe rekreative områder, som ikke er strengt nødvendige for renseanlæggets funktion.

Det er ikke et kompromis med miljøet – det er et overgreb. Og så koster det anslået et trecifret millionbeløb at indvinde.

Derfor bør vi nu skære til: Byens nye renseanlæg skal være moderne, kompakt og så skånsomt over for vores natur som muligt. Og det er muligt at komprimere anlægget med omtrent en tredjedel uden at gå på funktionelt kompromis – og endda opnå en mindre besparelse i både anlæg og drift som konsekvens af kortere rørføringer. Uden at skulle inddrage yderligere arealer på den bestående havn eller flytte bestående virksomheder.

Hvorfor skulle vi ikke gøre det?

Hovedforslaget for Aarhus ReWater.
Radikale Venstres reducerede forslag.

Hvis borgerne klager og får ret, så står vi i l… til halsen – bogstavelig talt

Aarhus har brug for et nyt renseanlæg. Det er der bred enighed om. Men det er ikke ensbetydende med, at første og letteste løsning er den rigtige – især ikke, når det går ud over Aarhusbugten og Tangkrogen.

Og det er lidt vildt, at Aarhus Kommune i kølvandet på havneudvidelsen ikke er mere imødekommende over for at justere planerne for Rewater bare en lille smule. Har vi allerede glemt, hvor galt det gik, da borgernes kritik dengang blev overhørt?

Det er tvingende nødvendigt, at det nye renseanlæg står klart i 2036, så er det et farligt gamble ikke at stoppe op og lytte nu. For hvis borgerne klager og får medhold i planklagenævnet i 2028, når lokalplanen skal behandles, så kan et nyt renseanlæg måske først stå færdig i 2045 eller senere.

Hvis det sker, så står vi i l… til halsen.

Borgerne, eller det vil sige foreningen Beskyt Havmiljøet i Danmark, har denne gang fremlagt alternative forslag – fem i alt – som alle forsøger at beskytte bugten. Alligevel bliver de afvist ét for ét uden mærkbar vilje til at tage dem helt alvorligt.

Vi skylder århusianerne at finde den bedst mulige løsning – ikke bare den letteste. Et renseanlæg kan og skal bygges, men det kan gøres mere skånsomt.

Af hensyn til Aarhusbugten skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at reducere anlæggets omfang uden at mindske kapaciteten: Undlad ikke driftsrelaterede funktioner som park- og udflugtsmål. Flyt alt, hvad der overhovedet kan placeres på land, og genanvend mest muligt af det eksisterende renseanlægs arealer, så arealbehovet reduceres mest muligt.

Jeg stiller mig på Aarhusbugtens side.

Læs debatindlægget her:https://stiften.dk/debat/hvis-borgerne-klager-og-faar-ret-saa-staar-vi-i-l-til-halsen-bogstavelig-talt?

Nyt renseanlæg: Forløbet minder om havneudvidelsen

Aarhus’ kommende renseanlæg Rewater er nødvendigt. Vores nuværende renseanlæg er utidssvarende, og med en fortsat befolkningstilvækst og tilflytning af virksomheder er kapaciteten snart brugt op. Der skal findes en løsning. Men at noget er nødvendigt, betyder ikke, at det skal gennemføres uden størst mulig omtanke for omgivelserne – eller uden stort hensyn til alle dem, der sætter pris på Aarhusbugten. For det er Aarhusbugten og Tangkrogen, der må holde for, når Rewater skal opføres.

Og det virker uklogt, at magthavere afviser ethvert alternativ fremlagt af borgerne, som udfordrer planerne og anviser andre løsninger. Foreningen Beskyt Havmiljøet i Danmark har fremlagt fem alternative forslag, som alle i større eller mindre grad beskytter Aarhusbugten og Tangkrogens karakter, men ikke ét af forslagene er blevet taget positivt imod. I stedet er de blevet skudt ned – én for én – med eksterne redegørelser, der konkluderer, at det kun er Aarhus Vands eget forslag, der duer. Men kan det virkelig passe?

Her får man et déjà vu. For uden sammenligning i øvrigt minder det om forløbet omkring havneudvidelsen: Også her stod rådgivere parat for at dokumentere, at alt andet end den foreslåede kæmpeudvidelse var urealistisk. Borgerne sagde noget andet. Kritikerne sagde noget andet. Og de fik ret. Den officielle linje holdt ikke vand.

Den store forskel er, at renseanlægget – i modsætning til havneudvidelsen – er et reelt behov. Men netop fordi det er reelt, må vi også insistere på at finde den bedst mulige løsning – ikke bare den, der er lettest at gennemføre inden for eksisterende systemer og vanetænkning.

Det kræver mere kreativitet. Mere mod. Og vigtigst af alt: Mere lydhørhed over for borgerne og dem, som mener noget andet.

Aarhusbugten er en af byens vigtigste naturværdier, som vi har et kæmpe ansvar for at bevare og beskytte. Gør vi det, tager vi borgerne alvorligt, og bevarer, beskytter og opretholder vi også tilliden til systemet og vores demokrati.

Jeg tror på, at der er en vej, og den indebærer, at beslutningstagerne lytter til borgerne og tør justere kursen, selvom systemet bevæger sig i en anden retning. Helt konkret: et renseanlæg, der gør mindre indhug og i højere grad skåner Aarhusbugten.