Hvor er de offentligt ansattes ytringsfrihed?

Debatten om Aarhus Kommunes mobilitetschef, Morten Skou Nicolaisen, rammer ned i et langt større og langt vigtigere spørgsmål: Har offentligt ansatte egentlig reel ytringsfrihed, eller har vi kun ytringsfrihed for de ansatte, der tier stille?

En ting er de formelle regler. Noget helt andet er den virkelighed, som næsten en million offentligt ansatte lever i hver dag. En virkelighed, hvor kritik kan koste dyrt, og hvor selv fagligt begrundede synspunkter bliver mødt med krav om “at blive banket på plads” af den ansvarlige rådmand. Episoden bør få os alle til at stoppe op.

I en artikel bragt her i avisen kan man læse, hvordan et opslag på LinkedIn fra den kommunale mobilitetschef får Venstre og Liberal Alliance til at kræve samtaler, markere mistillid og i praksis true med disciplinære konsekvenser. Det er opsigtsvækkende. Ikke fordi man skal være enig i indholdet af mobilitetschefens opslag. Ikke fordi embedsmænd skal drive partipolitik. Men fordi tonen fra politikerne viser præcis det problem, som mange offentligt ansatte kender alt for godt, nemlig at offentligt ansatte har begrænset ytringsfrihed.

Den mest effektive måde at udhule offentligt ansattes ytringsfrihed er at insistere på, at man ikke må politisere. For alt er politisk. Og hvem afgør, hvornår noget er for “politisk”? Er det når en analyse, ikke passer ind i et partis fortælling? I den aktuelle sag Venstre og Liberal Alliances fortællinger. Her bliver definitionen af “for politisk” alt for let reduceret til: “noget, vi ikke kan lide”.

Det er et demokratisk paradoks, at netop de mennesker, der ved mest om, hvad der foregår i vores velfærdssamfund, det være sig lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, sagsbehandlere, planlæggere, er dem, der i praksis tør sige mindst.

Offentligt ansatte er garanteret ytringsfrihed af loven. Men lovgivning hjælper ikke meget, hvis konsekvensen af at ytre sig bliver, at man indkaldes til “samtale”, at en politiker offentligt udtrykker mistillid, at ens leder får presset en sag i hænderne, eller at man bliver anklaget for illoyalitet i stedet for at blive taget alvorligt.

Det er sådan en frygtkultur, der får medarbejdere til at holde kæft. Og det er farligt for demokratiet.

At kalde det “politisering”, når en embedsmand udtrykker sig om noget, han ved noget om, er absurd. Det svarer til at bede en sygeplejerske om ikke at mene noget om sundhedspolitik eller en lærer om ikke at sige noget om folkeskolen. Hvis landets dygtigste fagfolk ikke må deltage i debatten, hvem skal så? Influencere? Kommentarsporene på de sociale medier? Interesseorganisationer?

I Radikale Venstre vil vi gerne høre fra dem, der ved noget om noget. Det gælder både internt på Rådhuset såvel som i det offentlige rum. For et demokrati, hvor kun politikerne og erhvervsorganisationerne taler højt, er et fattigere demokrati.