Venstre svigter både bilisterne og klimaet – nu på dag 500
Metin Lindved Aydin, Radikale Venstre, Liv Gro Jensen, SF, og Jesper Kjeldsen, Socialdemokratiet, alle medlemmer af Aarhus Byråd og teknisk udvalg
Det er nu 500 dage siden, Venstre satte sin underskrift på klimaaftalen i Aarhus. Med underskriften forpligtede partiet sig til at finde konkrete reduktioner i privatbilismen. Det var en vigtig aftale, fordi trafikken er en af de største kilder til CO2-udledning i Aarhus, og fordi alle partier anerkender, at vi må handle.
Vi står nemlig over for en helt reel udfordring: Hvis vi fortsætter som nu, sander Aarhus til i trafik i 2035. Det var baggrunden for, at vi lavede en ambitiøs mobilitetsplan – en plan, som endda både Danmarksdemokraterne og Enhedslisten kunne se nødvendigheden af.
Men ak, da forhandlingerne startede om mobilitet, kunne Venstre ikke engang finde tid til at møde op, men brokkede sig i stedet over en aftale, de endnu ikke kendte indholdet af.
Siden har vi hørt Venstre slå sig op på at være “bilisternes parti” – og at en plan er lige om hjørnet. Men sandheden er, at intet er leveret. Rådmand Nicolaj Bang har stillet hele sin forvaltning til rådighed for arbejdet, men alligevel er der ikke kommet en plan, der viser, hvordan Venstre vil indfri sine egne løfter.
Det er ikke bare bilisterne, der bliver svigtet. Det er også Venstres egen troværdighed. Når man skriver under på en aftale, men efterfølgende ikke leverer på det, man har forpligtet sig til, underminerer man både samarbejdet i byrådet og borgernes tillid til politik.
Nu står vi i en situation, hvor vi formentlig modtager noget i sidste øjeblik – så sent, at forvaltningen ikke engang kan nå at lave de nødvendige beregninger og konsekvensvurderinger. Sidst vi så et bud fra Venstre, var det i form af et Facebook-opslag fra Christian Budde. Opslaget var så mangelfuldt, at Venstres egen ordfører på sagen, Gert Bjerregaard, åbenbart ikke engang gad at dele det. Forvaltningen regnede efter – og konkluderede, at Buddes udspil ikke hang sammen.
Venstre kan ikke både slå sig op på at være bilisternes parti og samtidig vende det blinde øje til, når der skal findes løsninger, der både gavner mobilitet og klima. Aarhus har brug for seriøs politik, ikke halve forslag og forsinkede udmeldinger.
Men tillykke til Venstre – de er et utal af gange blevet opfordret til at levere, men er i 500 dage sluppet uden om.





