Det gælder også i Aarhus: Vi er passive hyklere, og det er kujonagtigt
Rabih Azad-Ahmad, Mahad Yussuf og Metin Lindved Aydin, medlemmer af Aarhus Byråd for Radikale Venstre
Mange bebrejder i disse dage Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og den relativt usynlige Troels Lund Poulsen for ikke at gøre det eneste rigtige, nemlig at anerkende Palæstina som suveræn stat i forening med et stort flertal af verdens lande.
Og med rette, for argumentationen for ikke at gøre det har virket meget lidt troværdig, nemlig at en dansk anerkendelse skal ske som en del af en forhandlet to-statsløsning. Det har både statsministeren og udenrigsministeren udtrykt. Troels Lund Poulsen har derimod ikke sagt et kvæk.
Come on! Det er utopisk at tro på, at forhandlinger, som er bombet årtier tilbage og ikke reelt er pågået siden 2014, skal føre til, at palæstinenserne får deres egen stat inden for en overskuelig fremtid. Dermed spiller regeringen med på Israels spil, for det er et tidsudtræk, som kun vil blive udnyttet til fortsat tyveri af land, etablering af ulovlige bosættelser og fordrivelse af palæstinensere.
Men så tirrer man i det mindste ikke USA og en pirrelig amerikansk præsident. Dermed er Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsens fedtspilleri nok klogt – men det er så absolut kujonagtigt, for vi kunne lægge os helt i ly af både England og Frankrig, som har bebudet, at de under visse forudsætninger er klar til at anerkende et selvstændigt og suverænt Palæstina.
Samtidig må vi anerkende hykleriet i os selv – for det er ikke kun regeringsledelsen, som svigter. Lokalt kunne vi gøre meget mere end at deltage i demonstrationer eller posere i Free Gaza-bluser på Instagram, sige alle de rigtige ting – men gøre intet.
Vi tør ikke engang bruge de ord, som vi mener er rigtige om det, som sker i Gaza: Krigsforbrydelser. Etnisk udrensning. Folkedrab.
Hvorfor?
Er det mon, fordi vi ved at gøre det bliver nødt til at indrømme over for os selv, at vi igennem årtier stiltiende har været vidne til forbrydelser mod menneskeheden uden at sige rigtigt fra?
Lokalt i Aarhus fejler vi, når vi som byråd end ikke kan nå til enighed om at sende gamle kørestole eller brugte krykker til det sønderbombede land. Det har vi gjort adskillige gange til Ukraine og i dyb solidaritet med krigens ofre dér.
Men palæstinenserne, som der bor tusindvis af i Aarhus, hvoraf mange har familie og relationer i Palæstina – og som det derfor ville være meget relevant at vise sympati og solidaritet med – dem forholder vi os passivt til, og de får lov til at sejle deres egen sø.
Hvem er det, vi tilgodeser med vores passivitet?
Radikale Venstre mener, at vores passivitet er amoralsk og må høre op.
Danmark bør bruge sit formandskab for Rådet for Den Europæiske Union og sit medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd til at tage lederskab i det internationale diplomati.
Det indebærer at arbejde for en fælles EU-opfordring til øjeblikkelig våbenhvile, sikre humanitær adgang og støtte vedtagelsen af bindende FN-resolutioner, der beskytter civile og fremmer en fredelig løsning i tråd med folkeretten.
Samtidig skal Danmark stå vagt om menneskerettighederne og presse på for, at der bliver draget ansvar – uanset, hvem der begår krigsforbrydelser.
